Ugens prædiken

Print

2. søndag efter Helligtrekonger

Salmer: 410, (332), 277, 29, (Nadver: 438, 477,) 33

Tekster:  1 Kong 8,1.12-13.22-30,  1 Joh 2,28-3,3, Joh 4,5-26

Vi har lige hørt en lang gengivelse af en samtale mellem Jesus og en samaritansk kvinde. Jesus kommer til en brønd i Samaria og beder en samaritansk kvinde om vand, og i løbet af samtalen siger han til hende, at hvis hun vidste, hvem han er, ville hun bede ham om vand, og han ville give hende levende vand. Teksten er lidt vanskelig at forstå når man hører den, for der er forudsat viden om samaritansk og jødisk religion og kultur, som det er de færreste, der går rundt og har præsent i dag. Men ser man nu bort fra alt det, så forstår man vel umiddelbart, at der er en kvalitativ forskel mellem det brøndvand, Jesus beder kvinden om og så det levende vand, han siger at han kan give hende.

Og jeg tror faktisk, at skal man forstå denne skildring ordentligt, så går vejen ikke gennem religionsvidenskabelige studier af forskellen mellem samaritanere og jøder, nej, skal skildringen forstås rigtigt, så må man forstå den gennem kroppen.

Vand er godt. Det renser smuds og støv af hænder og fødder. Det frisker op på en varm dag. Vand er vigtigt, ja, livsnødvendigt. Det ved vi alle. Men vand er også noget tyndt og ufestligt noget, ”det var det rene vand” – det er altså ikke nogen rosende bemærkning. Og hører man så ordene ”levende vand” så er det som om der lægger sig en ekstra dimension til begrebet ”vand”. Det handler ikke længere blot om en almindelig bevidsthed om vands uundværlighed. Men sammenstillingen af ordene ”levende” og ”vand” trækker uvægerligt en hel masse sanseindtryk med sig: Den glitrende fjord, det er levende vand.  Det brusende skummende hav, der brydes om stævnen på båden når man sejer. Det er levende vand. Bølgerne der bærer en, tumler en rundt, vælter en og løfter en op igen, når man bader. Det er levende vand. Den uophørligt strømmende å med dens hvirvler og fald, vandspejlet der pludselig brydes af en fisk der napper et insekt, det er levende vand. Det kolde vand der lukker sig om ens krop og sender strømme af ild med blodet for imødegå den isnende kulde, det er levende vand. Sang under brusebad, hun må vist være glad: det er levende vand. Et koldt glas vand på en lang vandretur en varm sommerdag, det er levende vand.

Jeg gik en gang sammen med en kammerat langs Kedronbækken gennem ørkenen til Mar Saba klosteret. Der er ca 12 km. Men det var sommer da vi gik og meget varmt. Min kammerat skulle tage vand med. Og da vi så var kommet et godt stykke uden for byen spurgte jeg, om der måske kunne bevilges lidt vand nu. Med et stort smil trak han to flasker op af rygsækken og sagde at han havde taget noget med der var meget bedre end vand. Så havde han taget 2 flasker vin med! Det var over 30 gr og der var ikke bare antydning af skygge nogen steder. Og det var ganske forfærdeligt. Vinen gjorde os endnu mere tørstige og temmelig øre i hovederne. Der var ingen vej, så vi halvt gik halvt kravlede på klipperne langs bækken. Det første stykke var der endnu lidt vand i bækken, men det kunne vi ikke drikke, for vi vidste at det var kloakvandet fra den østlige del af Jerusalem, der løb den vej. Så vi havde kun vores vin. Og det var som om vinen tørrede munden ud for hver slurk og efterlod læber, tunge og gummer klæbrige og klistrede. Da vi endelig nåede frem til klosteret følte vi os som flygtninge i ørkenen der med deres sidste kræfter slæber sig frem til en oase. Vi bankede på klostrets port og en munk lukkede op, og så – og det er altså pointen, så gav han os et glas vand. Det var levende vand! Det kaldte både krop og tanker til live igen.

For at forstå udtrykket” levende vand”, skal man have mærket, hvad vand kan gøre for en, når man har det skidt. En våd klud på en feberhed pande. En bøtte koldt vand, som man kan stikke en forbrændt hånd ned i.

Og så er det Jesus siger til os: kom med alle jeres overbevisninger, alle jeres fordomme. Alle jeres religiøse anskuelser og moralske leveregler. Kom med dem og giv mig dem, de er vand, de er det rene vand mod det, jeg giver jer. Det jeg giver jer er levende vand. Det er noget der gør jer godt. Det er noget der lindrer alt det der gør ondt på jer. Det er noget der stiller jeres tørst og jeres længsel. Det er noget, der opfylder jeres hedeste drømme.

Jesus giver os en nærværende gud, der elsker os. En strøm af liv, en strøm af lys, en strøm af kærlighed, der omslutter os, opfylder os og opsluger os. Jesus giver os en kærlighed at leve på, en kærlighed at leve ud af og en kærlighed at dø på og dø ind i.

Han gør det ved at åbne den bevidsthed om Gud, han selv har for os. Gud er jeres far i himlen der elsker jer, og hans rige er på vej til jer! Det er det han igen og igen fortæller alle der vil høre på ham, lige til den dag han hænger på korset og lover røveren ved sin side, at han skal være i paradis sammen med ham samme dag.

Hvad glæde har vi af det? Spørger i måske. Ja, hvis man kan leve sit liv i bevidstheden om, at der bag alting er én, der holder uendeligt megen af én under alle forhold og uden forbehold, så er det en helt fattelig styrke og tryghed. Tænk på hvor store anstrengelser vi gør for at andre skal synes om. Tænk på i hvor høj grad ønsket om anderkendelse og succes er en gulerod vi jager efter gennem hele vort liv. Kan den gulerod i stedet forvandles til en hånd der støtter os og bærer os, prøv da at forestille jer hvilken ro og glæde, der vil fylde vort liv. Du er anerkendt, du er en succes for al tings skaber og herre kender dig, ser dig, elsker dig og vil ikke undvære dig! Det er det levende vand, Jesus giver dig, det levende vand, der skal læske dig og give dig nye kræfter gennem livet, det levende vand der skal bære dig som bølgerne bærer båden og den svømmende, det levende vand, der skal  skylle alt det skidt du får væltet dig i af dig igen, det levende vand der skal gøre dig glad og give dig liv og fylde dig med mod og lyst og kærlighed til at leve og elske trods alt ondt ødelæggende der møder dig.

Amen.

1. søndag efter Helligtrekonger

Tekster:  Sl 8, Kol 1,15-19, Mark 10,13-16

 Salmer: 751/ 3, (Dåb: 448), 441, 454, (438 , 477), 41.

”Til barnet lad os stige ind og blive børn i sjæl og sind. Halleluja!” Sang vi i den netop overståede jul. Linjen er fra H.C. Andersens julesang: ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Salmen blev skrevet for 180 år siden, men er først for 10 år siden kommet med i salmebogen. Netop denne på én gang gamle og ny salme rummer, tror jeg, en stor del af forklaringen på, hvorfor julen egentlig er en så populær højtid, selvom alle andre højtider viskes ud, selvom søndagene mere og mere kommer til at ligne ugens andre dage og selvom kirkegang og kristendom i det daglige liv spiller mindre og mindre rolle.

”Min far hver dag i byen går, og når han kommer hjem, jeg står og ser hans store lommer. Papir han klipper med en saks, men når jeg kommer ind, han straks sin stads i skuffen gemmer..” hørte vi ligeledes i julen i det lange digt Peters Jul. Og der har vi det igen. Hvad er det, der er særligt ved julen: i julen er det (næsten) legitimt for en kort stund at være børn. Selv den alvorlige og travle forretningsmand, faderen, i Peters Jul, lusker sig til at sidde og klippe julepynt, når han tror at ingen ser det. I de sørgeligt få år, hvor vi har sne i julen, kan man i juledagene se granvoksne mennesker slås i sne med røde kinder og skinnende øjne. Og i få magiske øjeblikke kan børn og voksne forenes omkring juletræet på laveste fællesnævner og alle være børn sammen.  At så også  både børn og voksne mennesker i julen kan finde på at opføre sig fuldstændigt barnagtigt og urimeligt er en anden side af sagen.

Jeg tror, at julens store fascinationskraft skyldes, at den giver os voksne lov at være børn igen i nogle ganske få timer. Og når jeg husker tilbage på, hvordan jeg som barn oplevede julen, så var det fantastiske ved den netop at vi børn pludselig fik de voksne helt tæt på, -  især min far, som  ellers arbejdede dag og nat, - han havde pludselig et par dage tid til at fortælle historier, lave snemænd og fyre raketter og kanonslag af, - det sidste måtte man nemlig godt den gang.

Og i denne jul har jeg selv oplevet glæden ved at bygge med legoklodser og lege med Brio-tog.

Går man nu og er lidt småflov over at have glemt sin voksenværdighed og at have ladet sig rive med af børnenes leg, ligesom Peters far der febrilsk gemmer sin stads i skuffen, når Peter kommer ind, så er der trøst at hende i dagens evangelium. For her hører vi, at det at blive som børn ikke er et udtryk for pinlig svaghed, men at det er målet med det hele: den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det, hørte vi. Og det er åbenbart noget, der er meget magtpåliggende for Jesus at få fortalt, for han vender med  små variationer tilbage til det flere gange: den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Gud rige! Og han taler om sine disciple som Guds børn og tilsvarende om Gud som deres far i himlen.

Hvad er det, der er forskellen mellem at være børn og voksne? Det er slet ikke så let at sige. Man kunne nævne ”ansvar”: voksne er tynget af ansvar, børn er herligt fri for ansvar. Men det er jo ikke rigtigt. Der er voksne der lever fuldstændigt ansvarsløst, og der er børn der tynges af et helt urimeligt ansvar. Så det duer ikke. Man kunne nævne ”tid”. Voksne har alt for lidt tid, børn har oceaner af tid. Men det er heller ikke rigtigt. Jeg kender voksne, der tilsyneladende har så meget tid, at de kan ødsle den væk på ting der er så åbenlyst åndsforladte og dumme, at man må korse sig. Og jeg kender børn helt ned i 7-10 årsalderen, der har et ugeprogram så spækket med krævende og udfordrende aktiviteter, at jeg ikke fatter, de holder til det. Så det duer heller ikke.

Jamen hvad er det så, der er forskellen? Måske er det slet ikke noget uden for os som ansvar og tid. Måske er det nogen inden i os. En forskel i vores krop og vores psyke. Måske er det at være barn udtryk for, at man er mere parat til at lade sig rive med, mindre forbeholden, mindre kalkulerende. Jesus sammenligner en gang de mennesker, han færdes blandt med nogle sure børn, der hverken gider det ene eller det andet. Pointen i den sammenligning er ikke, at det er kendetegnende for børn, at de ikke gider noget som helst. Tværtimod, det er noget forkert, noget der er i strid med, hvordan det egentlig skulle være. Jesu samtidige er lige så galt afmarcherede som børn der ikke gider lege er det!

Måske er den egentlige forskel mellem at være voksen og barn den rolle døden spiller. Jeg kan i alt fald huske fra min barndom  en  gang i ti årsalderen den sugende, næsten kvalmende opdagelse af, at døden er en uomgængelig realitet. Selvfølgelig ved børn også længe inden, at der er noget der hedder død. Men det spiller ikke samme rolle for dem. Det er noget de kan glemme, som den ikke fandtes. Og det er noget de kan lege, men så netop som noget, der går over igen. Pang. Pang. Du er død! Råber de til hinanden i børnehaven, og en af dem smider sig ned i sandkassen. Men 2 minutter efter er han oppe og leger igen. Men det er jo ikke sådan en død, man er bevidst om som voksen. Det er en død, der er uden ende, uden fremtid. Og bevidstheden om denne endeløse død, der kan gøre, at alt er for sent, alt bliver til intet, den bestemmer den voksnes liv. Den går ind og bliver en destruktiv energi uanset om man bliver karrieremenneske, der arbejder  uden ophør, eller man bliver alkoholiker og sovser sine dage og nætter ind i alkohol. Bevidstheden er der og driver os af sted og berøver os ro, hvile og dvælen i det liv som er.

Det er ikke en bevidsthed, vi er født med. Det er en bevidsthed vi lærer gennem det første 10- år af vort liv. Måske er det den bevidsthed der forvandler os fra børn til voksne.

Hvis jeg har ret i den antagelse, så bliver det pludselig indlysende, hvad Jesus mener med, at den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, slet ikke kommer ind i det.

For i Guds rige er der ingen død. Hvor Gud råder, er døden overvundet. Så i Guds rige er alt det døden trækker med sig meningsløst: der er ingen angst. Der er intet stress. Der er ingen selvdestruktion. Der er blot glæde ved at være, glæde ved at være sammen, glæde ved at udfolde sig uden tanke for, om det man udretter bliver stående eller falder sammen.

Den form for glæde kender vi godt. Vi kender den når vi bruger en hel eftermiddag på at bygge en snemand, uden tanke for om meteorologerne lover tø eller frost i morgen. Det er den glæde vi føler, når vi laver sandslotte, uden tanke for at det næste højvande får sandslottet til at forsvinde. Eller bygger med legoklodser, uden at det spiller nogen rolle at klodserne om lidt skal splittes ad og lægges tilbage i kassen. Det virkeligt evangeliske ved legoklodser er, at de tvinger en til at give sig helt hen i byggeprocessen og lade den fylde det hele. For i det øjeblik det byggede er færdigt duer klodserne ikke til noget som helst med mindre man river det man har bygget ned og begynder forfra. Og man kan hele tiden begynde forfra. Uden ende.

Julen er indgangen til den forunderlige virkelighed, hvor døden ikke findes. For julen er Guds barns fødsel, og for Guds barn er der ingen død. For Guds barn er der kun liv og kun mulighed. Altid. Det var sådan Jesus levede. Med alle muligheder åbne - lige til han på korset lovede røveren ved sin side at de  samme dag skulle være sammen i Paradis. Og selvom Jesus faktisk døde, og hans liv som om døden ikke fandtes afsløredes som en illusion, så forkyndte hans opstandelse påskedag, at det  trods alt var den den endegyldige opg afgørende virkelighed, der havde vist sig i Jesu måde at leve livet på: iivet i ubekymret glæde, livet uden angst: det evige liv.

Derfor er der mere sandhed end som så i at julen varer lige til påske. Ja, den varer længere end det. For netop i påsken løftes det der begynder i julen, gudsbarnets liv op over al tid og ind i evigheden. Og Guds barn Jesus har gjort sig til ét med os. Vi er døbt til at være ét med ham. Vi er døbt til sammen med ham at leve i tro på at døden er overvundet, at alt er muligt. At liovet er evigt. Og kan den tro bestemme vore liv. Da er vi i Guds rige.

Amen.

Nytårsdag 2012

Tekster: Sl. 90, Jak. 4.13-17, Matt. 6.5-13

Salmer: 712, 713, 717, 108, 716

Her hos os er fadervor fælles for næsten alle.  Efter at vi er begyndt at bede fadervor højt sammen ved gudstjenester og kirkelige handlinger her i pastoratet, kan man ligefrem høre det. Når jeg står foran alteret hører jeg den dæmpede bøn lyde op fra kirkerummet. Når jeg døber børn, hører jeg tiest forældre og faddere bede højt sammen med menigheden. Når jeg vier ægtepar, hører jeg brud og brudgom bede, mens de knæler foran alteret. Det er muligt, at det ikke er sådan alle vegne i landet, men hos os er fadervor virkelig fælleseje i ordets egentligste forstand.

Fadervor er Jesu gave til os. Den er Jesu egen personlige bøn, som han lærte sine disciple. Og på en måde er fadervors udbredelse vel det stærkeste udtryk for virkeliggørelsen af den sidste opgave Jesus gav sine disciple: gå ud i hele verden og gør folkeslagene til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn: At være discipel af Jesus, det er at leve i den samme tillidsfulde hengivenhed til Gud som livets skaber og far, som Jesus gjorde. Det er at tro på Gud, som en kærlig far der holder alt levende i sin hånd og omslutter det med en kærlighed og omsorg uden ende. At udbrede Jesu evangelium, det er at gøre mennesker så tillidsfulde og fortrøstningsfulde i forhold til Gud, at de tør lægge deres liv og skæbne, deres håb og drømme, men også deres skam og angst frem for Gud i tillid til at han hører dem, og holder af dem med en kærlighed der aldrig forsvinder og aldrig slides op uanset hvor tit den skuffes.

Fadervor er en stråle fra Guds himmerig midt i vore liv her på jorden. Fadervor har vi ikke selv fundet på! Fadervor har vi fået givet af den eneste, som virkelig kender Gud og ved hvem Gud er, af Jesus selv. Og i fadervor har Jesus rakt os summen af hans kendskab til Gud: at Gud er den magt, vi kan vente os alt godt af.

Fadervor er Guds lys midt i livet. Lyset der midt i det store tomme, mørke øde fortæller os: nej, her er hverken tomt eller øde, her liv, her er kærlighed, her er glæde. For her midt i vort liv kommer Gud selv til os i fadervors ord og møder os som den ubegribeligt kærlige Gud, der vil os alt godt: dagligt brød, tilgivelse for alt ondt, udfrielse af alt ondt, hjemhørighed i hans evige rige.

Fadervor fortæller os: vi er ikke alene. Alt afhænger ikke af os og hvad vi kan og ikke kan, for Gud er hos os. Og vort liv og vor lykke afhænger til syvende og sidst af, hvad Gud kan og hvad Gud vil.

Fadervor er som stjernen over Bethlehem, der fortæller: selvom natten er kold og mørk, selvom alle mulige farer lurer rundt omkring, så er Guds evige mægtige kærlighed til stede lige her og får alle onde magter til at vige. Måske vil I protestere og sige: det passer ikke! Vi har tit bedt fadervor i kritiske situationer uden at det hjalp. Vi har bedt fadervor over syge mennesker, der døde alligevel. Vi har bedt fadervor for vore børn, og alligevel er deres ægteskaber gået i stykker, alligevel, er de kommet ud i alt muligt skidt, som vi netop bad for at de måtte blive fri for! Men skal I være ærlige, har I så ikke også mærket, hvordan det kan give en mærkelig ro at bede fadervor, når man er mest oprørt og mest ude af den? Og har I tænkt på at det der sker, når vi beder fadervor, det er for det første, at vi lægger alt det fra os, vi ikke kan klare: liv og lykke er vi ikke herrer over. Og når vi beder fadervor lægger vi det hen til den eneste, som virkelig er herre over det, Gud den almægtige, som har skabt al ting.

Fadervor er ikke en bøn om materiel velstand og lykke. Fadervor er en bøn om noget langt mere og dybere. Det er en bøn om at vort liv må være et liv sammen med Gud. En bøn om, at vi ikke må være overladt til os selv, men at Gud må være der hos os livet igennem og holde sin hånd over os og under os både når det går godt og når det går galt. Og fadervor er en bøn der rækker ud over vort liv. Det er en bøn til den evige Gud, hvis kærlighed omslutter os både når vi lever og når vi er døde, og fremfor alt: det er en bøn, vi har lært af Jesus som selv levede som vi og døde som vi, men ikke for at forsvinde og gå til grunde, men for at opstå og leve i evighed med Gud. Fadervor er pantet på, at vi hører sammen med Jesus. I Fadervor beder vi med Jesu  ord til hans far. Så når vi beder fadetrvor er det Jesus der beder i os. Fadervor er udtrykket for at Jesus lever i os og råder i os på trods af alt det andet, der også råder og regerer i os.

ForGrundtvig var der en snæver sammenhæng mellem fadervor, Jesus selv og det håb der rækker ud over alt hvad der er jordisk sandsynligt eller muligt og ind i den virkelighede, der ikke bestemmes af  denne verdens love, men af Guds evige kærlighed.

Fadervor er håbets ord, siger Grundtvig. Ikke et håb der udspringer af vores egen virkelighed, men et håb der plantes i os udefra, fordi fadervor er ord af Jesus, han som kom til os udefra, fra Guds evige virkelighed for at føre os med sig til denne virkelighed.

Derfor kan vi tage hul på 2012 med løftet pande og med fortrøstning og tillid. Ikke fordi udsigterne for året er særligt lyse. Men fordi fadervor er plantet i os som håbets ord. Og med fadervor i hjertet og på læben griber vi ikke ud efter, hvad vi selv kan beregne og gennemskue, men hvad Gud, den evige, uuudgrundelige kærlighed selv rækker frem mod os.

Godt nytår

Amen.

Juledag 2011

Tekster:  1. mos. 1.1-5, 1. joh. 4.7-11, Joh. 1.1-14

Salmer: 100 Kimer,  I klokker, 115 Lad det klinge, 114 Hjerte, løft din glædes vinger, 99 Velkommen igen,  Nadver:     438 Hellig, hellig, hellig,                    122.7 og 8: Min Jesus, du stedse, 119 Julen har bragt

 

I julen fejrer vi det mysterium, at Gud blev menneske, for at vi gøres fri af alt ondt og ødelæggende og blive ét med Gud.. Dette mysterium beskriver evangelisterne, Matthæus, Lukas og Johannes på hver deres måde. Matthæus og Lukas gør det gennem deres fortællinger om Jesu fødsel.

Johannes gør det på en helt anderledes måde.

På en måde er det som om Johannesevangeliets mærkelige ord om ordet der blev kød, kommer det gådefulde og mystiske ved julen endnu nærmere end Lukas og Matthæus’s fortællinger om Jesus gør. Både Lukas og Matthæus har brug for noget ekstraordinært, noget der kan gøre det klart for os, at det lille barn i krybben er altså ikke et helt almindeligt menneskebarn, men det er den almægtige Guds, hele verdens skabers, søn, der ligger der. Det er englenes opgave, og det er stjernens opgave at pege på det helt særlige, det guddommelige ved barnet i krybben. For man kan ikke se det. Det helt essentielle i de kristne julefortællinger er jo at få formidlet, at Gud er blevet menneske. Og når Gud er blevet menneske, så kan man jo netop ikke umiddelbart se, at han er Gud. Nej det guddommelige i Jesus viser sig ved, at han i en menneskeskæbne udfolder Guds væsen. Og Guds væsen ligner på en gang det menneskelige og er forskelligt fra det. Guds væsen ligner det menneskelige, fordi Gud har skabt os mennesker i sit billede. Men Guds væsen er forskelligt fra os mennesker, fordi den kærlighed som i Gud er ren og ublandet og som viser sig ved at Gud giver sig selv til den verden , han har skabt, den er i mennesker blevet forvansket til egenkærlighed, så vi tilegner os verden og udnytter den i stedet for at give os selv til verden.

I julen fejrer vi, at Gud blev menneske i Jesus, for at gribe fat i os og rive os ud af denne egenkærlighed, der gør at vi hele tiden på utallige måder i vores iver efter at besidde verden og udnytte den efter vores lyst og vores vilje kommer til at ødelægge både verden og også vore medmenneskers og vore egne liv. Jesus blev menneske for at Gud i ham kunne gribe ind, så vi i stedet for egenkærlighed skal besjæles af Guds kærligheds væsen. Men at Gud blev menneske, i denne indholdsmæssige forstand, det viser sig jo sådan set ikke så meget i barnet i krybben. Det viser sig stedet i den voksne Jesus og den kærlighed og uselviskhed, han udfolder i sit liv og i sin død. Så det er fordi vi kender Jesu senere historie, at vi foregribende fejrer det han gør i sit voksenliv allerede i forbindelse med hans fødsel.

Når Johannes skal fortælle om at Gud bliver menneske i Jesus, så gør han det på en helt anden måde end ved at fortælle om Jesu underfulde fødsel. Han griber til et helt andet under, et dagligdags under , vi alle kender til, nemlig det, at vi i sproget, i vore ord både kan udtrykke os selv og de tanker og følelser, der bor inden i os, og som ingen andre end vi selv ville kende til, hvis vi ikke netop kunne udtrykke dem i vores tale. Og tillige det under, at vi i sproget og vore ord kan afbilde, gengive og videreformidle den virkelighed, som omgiver os. Det er dette dobbelte under: det at vi kan udtrykke os i ord og gengive vore omgivelser i ord, Johannes benytter sig af, når han skal udtrykke, hvad det betyder, at Jesus er Guds søn.

For Jesus taler om Gud. I sine ord formidler han det til os, som vi ikke selv kan se. Jesus har i al evighed levet som Guds søn. Han kender Gud fuldstændig. Over for Jesus er der intet skjult eller hemmelighedsfuldt i Guds væsen. Når jeg skal gøre mig en forestilling om  dette evige, fuldstændige kendskab mellem Gud og Jesus, så tænker jeg mig det som en lille gård i gamle dage, hvormand og kone eller far og søn, i mange, mange århar været fælles om at drive gården. De kender hinanden ud og ind, de behøver ikke at fortælle hinanden, hvad der skal gøres, for de har gjort det mange gange før og altid på samme måde. De er arbejdet så tæt sammen, at de i grunden tænker og handler som én. Sådan er det med Gud fader og Jesus. Jeg og Faderen er ét, siger Jesus. Jeg gør ikke hvad jeg selv vil, man hvad han vil som har sendt mig siger Jesus. Det er dette fuldstændige, uforbeholdne kendskab til Gud, Jesus øser af, når han taler om Gud. Og han fortæller os noget om Gud, som vi hverken selv kan regne ud eller tænke os til. Han fortæller os, at Gud vil være vores himmelske far og at han elsker os med en kærlighed, som aldrig bliver træt, som aldrig hører op, en kærlighed som er uden grænser, uden forbehold.

Lige inden jul afsluttedes sagen mod Amagermanden. Gennem retssagen afsløredes en menneskelig selviskhed og en tilsvarende ufølsomhed over for andre, som har rystet os alle. Ikke mindst de oplysninger som kom frem om forsøget på at lægge falske spor. Og jeg tror, vi var mange der tænkte, da vi hørte dommen livsvarigt fængsel: det var godt! Nu kan han da ikke gøre skade længere!  Og jeg kan tænke mig, at de overlevende ofre for hans ugerninger og hans ofres familier sidder tilbage, med en vrede, så stor, at de må sige: den man kan aldrig ievighed tilgives! Men ordene hvori Jesus viser os hvem Gud Fader, de ord fortæller os også, at selv et menneske der på så kold og kynisk vis har ødelagt andre menneskers liv i bogstavelig forstand for sin egen fornøjelses skyld. Selv sådan et menneske er elsket af Gud, selv et sådant menneske sætter Gud alt til side og alt i spil for ikke at miste. Ikke at Guds kærlighed gælder de onde handlinger. Men Gud ser i sin kærlighed et menneske, trods alle onde handlinger, et menneske, Gud sætter alt ind på at befri fra det onde, det har gjort. Selvom vi ikke kan begribe, hvordan det skal gå til.

Nu siger Johannes jo ikke bare, at Jesus taler ord om Gud. Han siger at Jesus selv er ordet om Gud og ordet fra Gud. Så i sit liv, i sin måde at omgås andre mennesker på, og i sin måde at møde verden på, viser Jesus hvem Gud er, ligesom han i sin død viser, hvem Gud er. Så netop fordi Jesus ikke bare taler om Gud, men viser os Gud i kød og blod, med sig selv som udtryksmiddel fortæller os, at Gud ikke støder nogen fra sig, at Gud bevæges af al menneskelig lidelse, uanset om den er stor eller lille, som når han den ene dag giver den døde søn tilbage til enken, der sørger oversin eneste søns død, og han den næste skaffer mere vin til en bryllupsfest, der er løbet tør. Sådan er Gud, en evigt arbejdende, evigt handlende magt, der sætter hele sin ufattelige kreativitet ind på at vi, der lever i hans værk og som hans værk skal opleve at vores liv fyldes af glæde.

Og kom så med det! Kom så med det evige spørgsmål: Når Gud er så god, hvorfor sker der så så meget ondt?

Vi må vente og se! Vi har ikke set enden endnu. Alt hvad vi ser og alt hvad vi oplever,  er foreløbigt. Og jeg er overbevist om, at  når vi en gang ser enden, da skal vi også se og forstå sammenhængen i alt, og da vil vi sige: ”Nå sådan, så forstår jeg det bedre….” For jeg er overbevist om, at Guds lys, Guds kærlighed og Guds glæde til sidst vil sejre i os alle sammen. For Jesus som i sit liv og sin død viste os hvem Gud er, sagde: at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Så er han også med os: alle vegne, under alle forhold med det ene formål at fylde vore liv med lys, kærlighed og glæde. Og vi må tro, at Gud i sin ufattelige magt, visdom og kærlighed har evne til at gøre det godt, som vi har ødelagt. Også i den forstand er Jesus ordet, som udtrykker Guds skjulte tanker. At Gud blev menneske fandt jo sin dybeste konsekvens i Jesu død på korset. Der møder gud os, der hvor vi og alt vort går til grunde for at samle os op og føre os med sig ind i hans opstandelse til lys og liv i evighed.

Glædelig jul

 

Amen.

Juleaften 2011 

Amen.

4. søndag i advent 2011

Tekster:  Es 12, 2 Kor 1,18-22, Joh 3,25-36

Salmer: 84 Gør døren høj, 83 Glæd dig, Zion, 76 Op thi dagen nu; 123 Her kommer Jesus, Nadver: (  438 Hellig, hellig, hellig, 69.5 Til liv her på jord), 90 Op glædes alle

Det er ikke muligt helt entydigt at beskrive forholdet mellem Johannes Døberen og Jesus. Men i store træk tyder de bibelske oplysninger på, at de har været i familie, og at Jesus i begyndelsen har tilhørt kredsen omkring Johannes Døberen. Efter sin dåb er Jesus begyndt at virke på egen hånd uafhængigt af Johannes. Det er den situation der er baggrund for det stykke fra Johannesevangeliet, vi lige har hørt. Jesus har forladt Johannes Døberen og er selv begyndt at døbe, og han har meget større tilslutning end Johannes. Det må indskydes, at andre steder i Det nye Testamente understreges det, at Jesus ikke selv døbte, et enkelt sted står der, at hans disciple døbte. Hvorom alting er, så ridses der i dagens evangelium en kendt situation op: to personer har arbejdet sammen, men nu er den ene brudt ud af det fælles foretagende og er begyndt at arbejde på egen hånd i en konkurrerende virksomhed. Normalt kan en sådan konkurrence mellem tidligere partnere blive en både forbitret og hadefuld kamp. Men i Johannes’s fremstilling af forholdet mellem Johannes Døberen og Jesus går det anderledes.

Johannes er nemlig klar over, at Jesus og han ikke konkurrerer på samme niveau. Jesus og Johannes er enige om, at mennesker i al almindelighed er slået ind på en fatal og selvødelæggende kurs, som bliver synlig ved at vi lever i en åbenbar modsætning til det liv, moseloven beskriver som det gode og rigtige liv. Vi lever altså i modstrid med det liv, Gud har skabt os til at leve. Johannes havde prædiket, at  det bedste et menneske, der er kommet på afveje, kan gøre, at vende om og begynde forfra på en frisk. Jesus derimod siger, at det bedste der kan ske for et menneske, der er kommet på afveje, og det er vi alle sammen, det er at Gud selv tager magten i os og gennem sin hellige ånd i hvert enkelt menneske selv begynder at tilskynde og dueliggøre mennesket til at leve det liv, han har skabt det til. Hvor Johannes altså ser mennesket som et subjekt, der selv skal vende om og begynde på en frisk, der ser Jesus i stedet Gud som subjektet, der går ind og tager magten i menneskers liv, for at redde os fra den selvødelæggende kurs, vi er slået ind på. Det ville være et udtryk for guddommelig tvang og for en umyndiggørelse af mennesket, hvis ikke det skete med hvert enkelt menneskes egen frivillige tilslutning.

Det er det, den jul, som nu nærmer sig med stormskridt, handler om. I en af julesalmerne; Den yndigste rose,  synger vi i 6. vers: 

Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.

Julens budskab er, at det ikke er i det storslåede og prægtige, den frelse, der skal gøre menneskelivet godt, begynder. Det er ikke i det, vi beundrer og feterer, den begynder. Men det er i det helt uanselige og ubetydelige, i et nyfødt spædbarn i en stald. Så kan det ikke blive mindre. Men hvordan kan dette barn i stalden befri os fra alt det der ødelægger vore liv. Hvordan kan vi blive ét med barnet i krybben i stalden, sådan at julefortællingen ikke blot bliver fortællingen om Guds søn der fødes i verden, men fortællingen om Guds søn der fødes i verden som vores frelser og vores herre? Hvordan knyttes forbindelsen mellem barnet i krybben og os, sådan at vi ikke læneger står på afstand af barnet og betragter det, så at sige, men sådan at vi bliver ét med barnet, sådan at barnets, Jesu historie også bliver vores historie? Det er det store spørgsmål. Og svaret på spørgsmålet er, at det sker, når vi giver slip på os selv, giver slip på vores egen stolthed, vores egen ærgerrighed, men også – og det er nok det sværeste – giver slip på vores egne evner, vores egen viden, vore egne hårdt tilkæmpede kompetencer, og i vort hjertes inderste bekender over for Gud: jeg kan ikke finde ud af det. Meget af det jeg gør, tjener kun til at tilfredsstille mine egne behov. Men selv hvor jeg prøver at tage mig sammen og gøre tingene så godt jeg kan. Selv der hvor andre jubler og klapper ad mig, der opdager jeg gang på gang, at det, der skulle være så godt, faktisk bliver skidt. Og selv hvor jeg prøver at gøre nøjagtigt, hvad den nyeste viden, fjernsynet og det sidste ugeblad råder mig til, der oplever jeg alligevel sommetider, at det hele går i smadder.

Så julefortællingen om barnet i Bethlehem siger til os: Gud holder altid af dig. Også selvom du slet ikke har noget som helst at byde på. Også selvom alt, hvad du har drevet det til er hø og strå og skidt og møg, så skinner Guds kærligheds lys alligevel over dig. Også selv om alt er gået galt for dig på trods af din gode vilje, på trods af alt du har stræbt efter og kæmpet for, så er og bliver du ikke desto mindre et elsket, dyrebart og uerstatteligt barn for Gud. Og vil du nøjes med at være et værgeløst barn over for Gud, som han kan gøre med, hvad han vil, så har Gud i sin evige lysende kærlighed også en ny begyndelse, et Bethlehem, for dig. Det handler om, at vi skal lade os nøje med, at vi livet igennem, uanset hvem vi er og hvad vi har bedrevet eller ikke bedrevet overfor Gud er børn uden fortid, som Guds kærligheds lys skinner over som begyndelsen på en evig fremtid. Det gælder når vi er børn, når vi er unge, når vi er voksne, når vi er gamle. Det gælder når vi er raske og ser livet som et væld af muligheder, og det gælder når vi er syge og ser alle muligheder udtømte eller afbrændte.

Johannes Døberen var menneske som vi. Derfor måtte han også tale om og ud fra hvad vi som mennesker kan gøre og udrette. Mens Jesus var Gud, ét med den evige skaber af alt der er til. Derfor kunne han som den eneste tale om og udfra, hvad Gud kan gøre – for os,   med os og i os. Og for Gud er alt muligt.

 

Amen.

 

 

2. s. i advent 2011

Tekster: Es 11,1-10, Jak 5,7-8, Matt 25,1-13

Rødding: 108, dåb: 448  Fyldt af glæde, 49, 86, Nadver: 438, 85, 87

Lys er noget helt særligt. Lys spreder glæde. Lys får øjne til at skinne! Lys bringer håb! Lys er godt!

Derfor bliver lys også brugt til at markere fest med. Det nærmeste og bedste eksempel er vel  den måde vi lader decembermørket  gennembryde af lys i lange baner. Lys i haverne, på gaderne, på husene og i husene fortæller, at december er noget helt særligt. Lyset markerer, lægger op til og forbereder den jul, vi i denne tid går og glæder os til.

Og så forstår vi måske også, hvorfor det var så vigtigt for brudgommen i fortællingen, vi lige har hørt, med de lamper, som brudepigerne stod og ventede med. Det var den største dag i hans liv, brugommens. Det var nu han skulle hente den kvinde, han skulle dele hele resten af sit liv med. Måske havde han ikke en gang set hende før. Så det skulle fejres med en mægtig fest. Og når der er fest tændes der lys! Det gør vi til jul. Og til nytår nøjes vi ikke en gang med at fylde haver, gader og huse med lys, da tænder vi lys over hele himmelhvælvingen. Der er ikke noget mere festligt end gå ud nytårsaften kl 12 og se hvordan hele himlen eksploderer i lys.

Så lysene i de lamper, vi hører om i fortællingen om brudejomfruerne er vigtige. De er en del af festen. De er med til at udtrykke den glæde, som bryllupsfesten markerer.

Derfor er det også fatalt, at halvdelen af brudepigerne har glemt at købe olie, så de ikke kan få blus på lampen. Det er lidt som at være inviteret til fest nytårsaften og have lovet at komme med fyrværkeriet, og så står man der kl 12 og opdager at man har glemt fyrværkeriet hjemme. Så er der jo helt ærligt ikke meget ved at love at man vil komme og brænde det af næste aften: hvem gider se på raketter og romerlys nytårsdag?

Jesus fortalte denne lignelse for at få sine disciple til at holde sig parat når Guds rige kommer. Når Guds rige kommer. Når Kristus selv kommer igen på himlens skyer, så handler alt om at være parat og være til stede netop dér. Alle der spiller computerspil ved, at det hele handler om at være parat med musen eller joysticket i det øjeblik skurken dukker op på skærmen. Alle der spiller eller ser fodbold ved, at det gælder om at have foden eller hovedet lige netop der hvor bolden bliver sparket ind i feltet. Og det er fuldstændigt ligegyldigt om man befinder sig på det præcis rigtige sted, hvis man er der sekundet efter at bolden er kommet. Og alle der går på udsalg ved, at vil man have den kjole eller fod-processor, man har udset sig, så skal man være der når dørene åbnes første dag og ikke en uge senere.

Når der er noget, der er rigtigt vigtigt, så handler alt om at være parat, når det indtræffer for ikke at gå glip af det.

Derfor kan vi også godt lægge alle i øvrigt rimelige indvendinger mod historien til side. Det er ikke pænt, at de kloge brudepiger ikke vil dele med de dumme! Nej, men det er ikke det der er i fokus i fortællingen. Det er heller ikke pænt, at brudgommen ikke vil lukke brudepigerne ind, da de kommer sjoskende med deres lys efter at have været hos købmanden! Nej, men det er heller ikke det, der er i fokus. Det fortællingen handler om, og det der er grunden til at den er med i Det nye Testamente, og det der er grunden til, at vi skal høre den i dag, det er, at den fortæller os, at hvis vi vil med, når det vigtige sker, så må vi være der når det sker og give vores bidrag til at det sker på den bedst mulige måde.

Hvordan sørger vi så for at være parate, når Jesus kommer igen? Han siger jo selv ifølge Det nye Testamente, at vi ikke kan vide dagen eller timen, men at han pludselig vil være der, som et lyn der slår ned fra himlen. Det fortælles, at da Kirken her i Rødding blev ramt af lynet for 61 år siden, da kom der den dag kun det ene lyn. Og så er det jo svært at forberede sig på noget som helst, når man ikke ved hvad der kommer og hvornår det kommer.

For fjorten dage siden hørte vi en anden fortælling af Jesus, om hvad der skal ske, når han kommer igen. Så skal han dømme mennesker efter  hvordan de har taget imod ham, når han mødte dem fattig, nødlidende, syg og i fængsel. Pointen i dén fortælling er, at hver gang vi møder et menneske i nød. Hver gang vi møder et menneske, der har brug for vores hjælp, så er det Jesus selv, vi møder. Så hver gang vi i vores liv, står over for et menneske, der har brug for vores hjælp, så er det Jesus, vi står over for. Så vi er faktisk i en helt anden situation end brudepigerne i fortællingen: de måtte vente og vente på at brudgommen skulle komme. Vi behøver ikke at vente. Vores brudgom Jesus Kristus kommer hele tiden. Han kommer hver gang vi møder et menneske, der har brug for vores hjælp. Han kommer hver gang vi hører om et menneske, der er i nød. Så vi behøver ikke at stå der og spare på olien. For os handler det bare om at få blus på lampen og holde den brændende med alt hvad vi har i os. For brudgommen kommer nu, han kommer hele tiden. Hvert øjeblik i vort liv, rækker han Guds rige frem mod os og siger: Er I parate? Grib! For Guds rige er der, hvor mennesker hjælper hinanden. Guds rige er der, hvor mennesker tager sig af hinanden. Vil I være med? Så se at komme i gang. For det er nu, det sker! Det er her, det sner! Lad jeres lys brænde til glæde og fornøjelse for alle I er omgivet af. For herren Jesus er kommet for to tusinde år siden, og siden da er han kommet igen og igen og igen, hver gang et menneske var i nød. Og han som elsker jer mere end I kan forestille jer. Han som har givet jer livet og som vil befri jeres liv fra død og alt ondt og give jer liv i evighed sammen med sig selv hos Gud. Han stiller sig ved siden af jeres medmennesker der er i nød og siger til jer: her skal I træde til med jeres hjælp og jeres kærlighed, ligesom jeg i al evighed vil være hos jer med min hjælp og med min kærlighed.

Amen.

Adventsgudstjeneste 2011

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

v5  Jeg er Herren, der er ingen anden,

      der er ingen anden Gud end mig.

      Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,

       v6  for at de skal vide i øst og i vest,

      at der ikke er nogen anden end mig,

      jeg er Herren, der er ingen anden!

       v7  Jeg danner lys og skaber mørke,

      jeg frembringer fred og skaber ulykke,

      jeg, Herren, frembringer alt dette.

       v8  Lad det dryppe fra oven, himmel,

      lad retfærd strømme ned fra skyerne!

      Jorden skal åbne sig,

      frelsen gro frem,

      og retfærd skal spire.

      Jeg, Herren, skaber det. Esajas 45.5-8

Trosbekendelse

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

v1  Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
      Herrens herlighed er brudt frem over dig.
       v2  For se, mørket dækker jorden,
      mulmet dækker folkene;
      men over dig bryder Herren frem,
      hans herlighed viser sig over dig. Es. 60. 1-2

Jeg har valgt at tale over en tekst fra Det gamle Testamente i aften. Det er jo advent, og Det gamle Testamente passer godt til advent. Det handler om tiden før Jesus, lige som advent er tiden, hvor vi ser frem mod Jesu fødsel. Og samtidig handler Det gamle Testamente om en dyb, dyb længsel efter at der skal komme en som Jesus, en der spreder lys og glæde omkring sig. Begge de tekster vi har hørt i aften stammer desuden fra Esajas’s bog, for netop Esajas er den skikkelse i Det gamle Testamente, der stærkest og smukkest udtrykker denne længsel efter Messias, han som skal komme. I de to tekster, vi har hørt i aften nævnes Messias ikke direkte, men til gengæld udtrykker begge tekster noget, der var helt centralt i Jesu forkyndelse: på en og samme tid at fastholde Guds vælde og majestæt og samtidig at forkynde Guds vilje til at bringe glæde og befrielse fra alt ondt til jorden.

En anden grund til, at jeg har valgt netop disse tekster er, at begge de to læsninger, vi har hørt, handler om lyset og mørket. Vi er kommet ind i december, den mørkeste måned af alle. Tæt og tykt dækket mørket jorden, når vi vågner om morgenen, og øjnene når dårligt at vænne sig til lyset ved middagstid, før det atter begynder at aftage. Og allerede først på eftermiddagen farves himlen rød, Hvis skyerne da ikke gør den koksgrå, skyggerne strækker sig meterlange efter en og før man ved af det er alt igen opslugt af det bundløse, tjæretykke mørke. Men vi har også tændt det første lys i adventskransen, og om nogle dage tænder vi det næste. Og selvom det kun er enkelte spæde flammer i det knugende mørke, så ved vi, at de skal blive til flere og flere, lige til lysene skinner i tusindevis juleaften og skaber sommer midt i vinterens sorteste mørke.

Det er ikke så underligt, at lyset i biblen er blevet symbolet for Guds befrielse af verden og os mennesker i verden fra alt det der vil ødelægge os. Ja, det er ikke underligt, at lyset er blevet symbol for Jesus selv, Guds søn, der er kommet til verden for at genforene os med den Gud, vi har forvildet os bort fra. For lyset gør noget forunderligt godt ved os. Tit gør det os glade, uden nogen påviselig anden grund end lyset selv. Det er som om der en skjult forbindelse mellem lyset og vort sind, som får livsmodet og livsglæden i os til at stige og falde i takt med lyset som kommer og går.

Derfor er det også et stærkt og sansbart udtryk for Guds frelse af os, når Esajas siger:

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
Herrens herlighed er brudt frem over dig.

Det er noget ubetinget godt, der er ved at ske. Det fornemmer vi uvilkårligt, når vi hører ordene. Specielt når vi hører de efterfølgende ord om at mørke dækker jorden, men over dig bryder Herrens herlighed frem. Det er som at mærke trygheden og varmen ved at sidde i lejrbålets lyskreds midt i det kulsorte nattemørke. Når vi hører fortællingerne om Jesus, så er det virkelig som at høre om sådan et enligt varmt og trygt bål midt i mørket. Vi møder allerede ved hans fødsel stjernen der skinner i natten og fortæller, at han som er verdens lys er født. Og vi ser det i den lange række af fortællinger om hans liv. Rundt omkring ham er verden opfyldt af magtbegær og nid og nag, hensynsløs egoisme, skadefryd -  men hos Jesus selv møder vi intet ondt. Derimod møder vi en godhed, der er så kompromisløs, at den synes naiv. En kærlighed, der råder ud over alle grænser og knytter de underligste mennesker sammen i et fællesskab, hvor det er Jesu kærlighed, der er den bærende og samlende kraft. Og selv i de mørke fortællinger om hans død skinner lyset i ham frem:  i hans omsorg ikke bare for de mennesker der har stået ham nær, men også for de mennesker der hænger ved siden af ham på korset, ja ovenikøbet omsorg  for den spottende hånende hob, der har samlet sig om hans kors. Og Lyset skinner i hans tillid il den Gud, der tilsyneladende har både glemt og svigtet ham, som han hænger der og dør på sit kors. Og så bryder lyset da til sidst ud i blændende stråleglans påskemorgen, da Jesus opstår af døden og viser os lyslevende, hvad det er, Gud vil frelse os til: liv trods døden, opstandelse af døden, liv med Gud selv i evighed.

Det er hele dette væld af lys, vi ser de første spæde forvarsler om i lysene, der gradvis bliver flere og flere gennem adventstiden. Og fordi dette herlige forjættende lys, livets lys skinner ind i vort tykke december mørke, derfor kan vi løfte hovederne og glæde os, for vort lys er kommet. Guds herlighed er brudt frem over os.

Amen.

Slutkollekt: Lissner s. 17

15. søndag efter trinitatis

Tekster:  1 Mos 8,20-22; 9,12-16, Gal 5,25-6,8, Matt 6,24-34

Salmer: Lihme 9.00:

655 Er du modfalden (Mel.: Carl Nielsen)

307 Gud Helligånd

41 Lille Guds barn

731 Nu står der skum (Mel.: Chr. Buhl)

Rødding 10.30

655 Er du modfalden  (Mel.: Carl Nielsen)

29 Spænd over os

307 Gud Helligånd

41 Lille Guds barn

438 Hellig, hellig, hellig

477 Som korn

731 Nu står der skum (Mel.: Chr. Buhl)

Jeppe Aakjær er ikke kendt for noget særligt varmt forhold til kirken. Alligevel er der vist ingen der som han har kunnet beskrive livet sådan som det må være, når man lever det med det kristne evangelium som grundlag:

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.

Lad være at bekymre jer: Vær glade! Er der en anden sang der hedder, eller på engelsk: Don’t worry! Be happy!   Så kom ikke og sig, at Jesu ord ikke er kommet uden for kirkens mure.

Men ud over at det lyder dejligt det med ikke bekymre sig, men i stedet leve som markens liljer og himlens fugle, hvad er så meningen med ordene i en verden, hvor der jo faktisk er så meget at blive bekymret over?

Nøglen til at forstå opfordringen til ikke at bekymre sig finder vi i den episteltekst vi har hørt i dag: ”Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.” og  slutordene:  ” Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.” Ånden er naturligvis Helligånden, og Helligånden er navnet på den måde Jesus levede sit liv på, den retning, hans liv havde, den kraft og magt der var styrende i hans liv. Hvis vi vil finde ud af, hvad der er styrende og bestemmende i vort liv, skal vi spørge os selv: hvad er vigtigt for mig? Hvad bruger jeg mest tid, flest kræfter og flest ressourcer på? I epistelteksten sætter Paulus to muligheder at orientere sit liv efter op over for hinanden: kødet og ånden. At leve efter kødet er at bruge sine kræfter og evner og tid og energi på at tilfredsstille sine egne behov. At leve i ånden er at være opfyldt af visheden om Guds kærlighed i så overvældende grad, at kærligheden fra Gud træder ind og bliver det styrende element i ens liv, så man udfolder kærlighed mod sine medmennesker, ligesom man selv ved sig elsket af Gud.

Jesus beskriver dette at leve hhv efter kødet eller i ånden som et valg mellem at tjene to forskellige herrer, Gud eller mammon. At tjene mammon er det samme som at leve efter kødet: nemlig at lade bestræbelsen på at sikre sit liv være det styrende i ens tilværelse. Heroverfor står, som vi lige så det at tjene Gud: at være så opfyldt af visheden om Guds kærlighed, at man overlader omsorgen for ens eget liv til Gud og samtidig bruger sit liv på at leve i  samspil med sine medmennesker, fordi det er det, Guds kærlighed driver os til.

Vi kan bruge den sommer der netop er gået, som et eksempel, der viser noget om de to måder at orientere sit liv på.

Det har ikke været en af de bedste somre, vi er kommet igennem i år. Rigtig meget regn og rigtigt mange skyer har vi haft. Men det har dog trods alt været sommer. Og hvor har der trods regnen været meget  at glæde sig over også i år. Blomster, urter, morgener med fuglesang, fantastiske solnedgange. Fjordens vand har været vidunderligt at bade i hele sommeren. Bær og frugt og grønsager har der været i overflod. Hvor er sommeren storslået selv et år som i år, hvor regnen har styrtet ned meget af tiden. Og selv regnen er jo fantastisk. Der har været dage, hvor man har kunnet følge skyerne og set de massive byger, de trak under sig henover landet: et sært storslået syn af luftmassernesn kamp, som udspiller sig dagligt over vore hoveder.. Så er det jeg tænker: selvom vi klager over den våde sommer, og selvom vi er bekymrede for klimaændringer og  naturkatastrofer, så er jorden dog et vidunderligt smukt sted at leve sit liv. Alt passer så forunderligt godt sammen. Og det må det jo også gøre, for jorden har bestået i millioner af år med en vrimmel af liv, som har været så nøje afbalanceret i forhold til hinanden, at så mange forskellige former for liv udfolder sig samtidig og gensidigt betinger hinandens liv. Og sådan er der også blevet et sted og en tid, hvor vore liv kan udfolde sig. Det er dog et mageløst vidunder.

Alligevel bekymrer vi os: Jamen, der kan så let ske noget forfærdeligt: man kan blive syg, man kan komme ud for en ulykke, banken kan gå fallit og hele ens opsparing kan blive til intet. Og under alle omstændigheder skal vi jo en dag dø, og er alene det ikke nok til at fylde et liv med bekymring?

Jo, men alligevel skal vi frem for alt huske på, at det vi frygter og er bange for, det der gør os bekymrede, det er alt sammen kun til som trusler mod det liv vi er glade for. Og lige netop livet er en gave, som vi kun har fordi det er givet os. Vi kan ikke selv skabe vort liv, vi kan ikke give os selv en tilværelse. Den har vi kun, fordi den er givet os af Gud.

Ganske vist har vi mange år ladet som om, vi havde os selv at takke for livet.  Og forsikringsindustrien har levet højt på vores frygt for at miste livet og lykken, så vi har forsøgt, at gøre os til herrer over vores eget liv og egen lykke ved at forsikre os mod alt der kunne tænkes at ramme os. Men til syvende og sidst kan vi hverken skabe vort liv eller sikre vort liv. Vi kan bare tage imod det og glæde os over det, mens vi har det.

Jo mere vi retter tankerne mod at livet er en gave givet os af Gud, jo mere får vi øje for alt det vidunderlige, der møder os i tilværelsen: alt det som vi egentlig ikke ikke kan bruge og udnytte, men som bare er der og fylder vort liv med glæde, når vi oplever det. Jeg kan blive ved at forundres når jeg vågner tidligt om morgenen og hører fuglesangen. Eller når en solsort om aftenen pludselig bryder ud i jublende sang, når den nedgående sol skinner ud gennem regnskyerne.

Livet er et under givet os af Gud. Og Gud vil i sin underfulde godhed ikke lade sin gave blive til intet. Derfor kom han til os i den verden, han har sat os i, Han kom til os i Jesus for at lære os at glæde os over livet og stole på, at han som har givet os livet, han  har vort liv i sin hånd og holder fast på os ikke bare nu i dag, ikke bare i morgen eller om en uge men Gud er der bag al ting i al evighed. Og han holder os fast hos sig i al evighed. Og når vort liv i verden er slut holder han os stadig fast hos sig for at vi skal leve med ham i evighed.

Derfor skal vi ikke bekymre os. For vi er i Guds hånd. Og han slipper os aldrig. Men bekymringerne kan vi kun holde på afstand ved at rette vores opmærksom mod Gud og den overvældende kærlighed, han viser os. Det er Gud der er kilden til vort liv og vores glæde.  

Amen.

12.søndag efter trinitatis

Tekster: Salme 115.1-9, 2. kor. 3.4-9, Mark 7.31-37.

Salmer: Lihme 9.00 750, 160, 369, 728.

Rødding 10.30 750, dåb: 448, 41, 369, 438, 477, 728

Jeg kan ikke holde prædiken i dag uden at komme ind på begivenhederne for 10år siden, da tre fly ramte henholdsvis tvillingetårnene og Pentagon i USA mens et fjerde fly styrtede ned på vej mod Det hvide hus. I sig selv var katastrofen af kæmpemæssigt omfang: flere tusinde mennesker dræbt i løbet af en formiddag. Men ikke mindre forfærdelige var de følger katastrofen fik gennem det følgende 10-år. Hundrede tusinder mennesker døde under krigene i Irak og Afghanistan og langt flere blev såret eller måtte flygte. Og begivenhederne for ti år siden førte også, selvom de foregik så langt væk, til konsekvenser her hos os. Det åbne samfund, der byggede på tillid, er delvist sat ud af kraft. Vi er for første gang i 60 år blevet krigsførende nation, og et halvt hundrede danske soldater er tilsammen omkommet i de krige, vi har deltaget i i kølvandet på 11. september 2001.

Når terror-angrebet 11 september fik så vidtrækkende følger skyldes det, at de vestlige samfund med et slag blev bevidste om noget, vi næsten havde glemt: at der er uberegnelige, ødelæggende kræfter i tilværelsen, som truer vore forsøg på at opbygge og forme tilværelsen, som vi nu kan lide det. Specielt chokerende var denne opdagelse, fordi mange af os havde tænkt, at efter at truslen om atomkrig mellem øst og vest var blevet dæmpet væsentligt med Sovjetunionens fald, så var der ikke længere noget der hindrede os i at opbygge den verden, vi drømte om. En verden hvor vi kunne udfolde os i frihed for den frygt atomtruslen gennem 4 årtier havde lagt ned over os. Og ganske vist var der talt om slyngelstater og ondskabens akse, som kunne tænkes at slå til mod den vestlige verden, men mest blev det opfattet som noget meget fjernt og urealistisk. Og så pludselig var det virkelighed: et ødelæggende angreb lige midt i selve symbolet for den vestlige verden: New York.

Reaktionen på angrebet minder lidt om den måde vi ofte møder alvorlig sygdom på: det kan simpelthen ikke passe! Hvad kan jeg have gjort forkert? Hvorfor skal det gå mig sådan? For også hvad sygdom angår, har vi vænnet os til, at det er noget vi har styr på, noget vi kan gøre noget ved! Og så gør vi en hel masse, hvoraf noget virker og noget ikke gør. Og somme tider bliver vi mere syge af det vi gør mod sygdommen end af sygdommen selv.

11. september førte også til at vi gjorde en masse. Vi søgte at ødelægge terroren ved at slå ned over alt hvor der bare var en mulighed for at den kunne være. Og helt sikkert er det gennem disse ti år lykkedes at ramme og lamme rigtig mange terrorceller. Omsider ser det endda også ud til at den bevægelse, som i særlig grad betragtes som ansvarlig for angrebet 11. september, Al-Qaeda, nu er alvorligt svækket.. Men det er samtidig også lykkedes at ramme og ødelægge en forfærdelig masse mennesker, som intet har haft med terror at gøre. Jeg tænker på ofrene for bombardementer og beskydninger. Og på de familier over hele verden som har mistet pårørende under krigshandlingerne. Og jeg tænker også på de ganske almindelige mennesker som pludselig er blevet kriminelle, fordi de er kommet på tværs af de sikkerhedsregler, terrorlovgivningen har indført.

Så fra at leve i en lys og venlig og fremfor alt fredelig verden, er det som om vi pludselig blev kastet ind i en verden præget af frygt, vrede og mistro. Og det har også smittet af i den måde, vi omgås hinanden på. For hvem kan være sikker på, at den fremmede, man møder har godt i sinde? Og er det ikke netop blevet understreget med de forfærdelige begivenheder i Norge for nylig, som i en eller anden forrykt forstand også har med eftervirkningerne af 11. september at gøre. Langsomt med uhyggeligt sikkert virker terroren den 11. september stadig ødelæggende og lammende ind ikke bare på det amerikanske samfund, men på hele verden. Trykbølgen fra 11/9 ruller endnu henover jorden og får den ene efter den anden af de værdier, vi var glade for og stolte over til at smuldre og falde sammen.

Sådan en verden var det også fortællingerne om Jesus udspillede sig i. Der var romersk besættelse, der var terrorister, som gjorde opstand mod romerne, der var et tæt net af love og bestemmelser, som mange mennesker mere eller mindre af vanvare kom i konflikt med. Der var frygt og mistro. Der var tilfældige ofre for både samfundets og terroristernes vold. Der var hykleri og angiveri. Alt sammen noget, som vi møder som den mørke skygge evangelierne udspiller sig på. Og til forskel fra vores virkelighed var der så også sygdommene, som ingen rigtigt kunne gøre noget ved, og hvor kuren ofte blot bestod i at isolere de syge for at hindre at deres sygdom skulle brede sig til andre også. Og selv hvor sygdommene ikke var smitsomme som i tilfældet med den døvstumme, vi har hørt om i dag, blev konsekvensen af sygdommen alligevel isolation, fordi samfundet den gang ikke havde overskud til at tage sig ordentligt af mennesker, som ikke havde fysik og psyke til at yde samme indsats som andre i samfundet.

Jesus adskilte sig fra sine samtidige ved faktisk at gøre noget ved de sygdomme og lidelser ingen ellers gjorde noget ved. Vi har hørt om en helbredelse af et døvstumt menneske i dag, og her er det rigtigt vigtigt for os at huske på, at den kristendom der blev følgen af Jesu liv, død og opstandelse, den  kendetegnedes ved at de kristne tog sig af dem andre ikke orkede at tage sig af: de syge, de fattige, de flygtende, de hjemløse.

Og Jesus selv faldt som offer for onde, ødelæggende kræfter, der ligner dem, vi gennem det sidste ti-år har brugt så enorme ressourcer på at dæmme op for. Kræfter som blot slår ihjel, når nogen kommer på tværs af deres vilje. Og tror jeg virkelig vi skal standse op og prøve at huske, hvad det var Jesus sagde om forholdet til disse ødelæggende kræfter: gengæld ikke ondt med ondt. Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til. Hvis nogen vil tage din kappe, så giv ham også din kjortel. Og da hans modstandere slog kreds om ham for at gribe ham og Peter ville forsvare ham med sværd, sagde han: få det sværd væk, for den der griber til sværd, skal falde for sværd.

Vi skal frem for alt vogte os for, at onde og ødelæggende handlinger ikke smitter os og gør os selv onde og ødelæggende. Måske er det allerede for sent. Når man ser på den strøm af ødelæggelse og død der er fulgt i sporet på terroristernes ødelæggende handling den 11. september må man spørge sig selv: er vi til syvende og sidst blevet lige som dem? Har de nået deres mål: at få den verden vi var glade for og stolte over til mere og mere at ligne, den frygt og hadfikserede virkelighed, de handlede ud fra?

Vi må håbe på og bede til at den opstandne Herre som er over alt og bag alt vil tale et effatha til os. Et ord der får os til at åbne os. Et ord der får os til at lytte til hvad han kom til verden for at fortælle os: At magten bag tilværelsen, den magt, der har skabt alt, er kærlighed. At ondt ikke kan bekæmpes med ondt. Men at det onde kan reduceres og begrænses i sine skadevirkninger ved at vi tager hinandens lidelse og byrder på os. Ved at vi bruger vore kræfter på at trøste og helbrede ofrene for ødelæggelse, hvad enten det er menneskers ondskab, naturens ødelæggelse eller invaliderende og dødelige sygdomme.

Somme tider kan man blive så rasende over et eller andet, at man for det første ikke længere hører, hvad andre siger. Og man kan heller ikke selv sige noget fornuftigt, men det bliver bare til en række spruttende lyde. Så er man på sin vis døv og stum af vrede. Det er lidt sådan, jeg opfatter os selv lige i øjeblikket. Det er dog tankevækkende, at vi i Danmark i øjeblikket er direkte involveret i to krige, når nu krig skulle være det allersidste man greb til efter at alle andre muligheder var afprøvet. Men når man er døv og stum af raseri har man ikke andre muligheder end at slå, for ordene er ikke længere tilgængelige og brugbare.

Vi er i en situation, hvor vi måske mere end nogen sinde har brug for at Kristus taler sit effatha til os lukker os op, så vi kan høre, at vores opgave er at stifte fred og forsone os med hinanden. Og så vi igen kan tale med vore fjender og modstandere i stedet for blot at slå.

Amen.

11. søndag efter trinitatis, - høstgudstjeneste

tekst: Luk 18.9-14

Vi er sammen for at fejre høsten. Da vi planlagde høstgudstjeneste den 4. september, troede vi, at høsten ville være i hus på dette tidspunkt. Men det viste sig jo at blive en rigtigt vanskelig høst med masser af afbrydelser på grund af regn, og med masser af vådt korn og med masser af våd halm.

For nogle er det noget nær utænkeligt at holde høstgudstjeneste mens kornet endnu står på markerne, men egentlig synes jeg det er meget meningsfuldt. For når vi fejrer høsten med en gudstjeneste, gør vi det jo fordi høsten er Guds gave til os. Ikke bare en eller anden overflødig gave som man kan sætte ind på hylden med de andre ting, man mellem år og dag har fået forærende. Men høsten er er en helt særlig slags gave. En gave man ikke kan være uden, ligesom livet er en gave, man ikke kan være foruden, og luften og vandet er det. Men disse helt elemtære ting er det jo sådan, at hvis de mangler, kan man ikke bare lave dem. At vi har fået et liv er vi ikke selv herrer over. Og vi er heller ikke selv herrer over om der en høst eller ej. Tidligere ville nogle måske protestere og sige: jo det er vi lige netop selv herrer over. For hvis man passer og plejer sin jord ordentligt. Bearbejder den, gøder den. Sår når jorden er bekvem. Sprøjter når tiden er inde til det, og høster når kornet er modent og tørt, så bliver høsten også god. Men netop i år oplever vi, at så enkelt er det ikke. I de sydlige dele af landet er der bønder der har sået og sprøjtet lige efter bogen, og alligevel må de se store dele af deres høst stå og soppe i vand på markerne. Eller som slet ikke kan komme i gang med høsten selvom vejret nu er til det, fordi de ikke kan køre i markerne. Så det er ikke kun de faktorer, vi selv er herrer over, der bestemmer om vi får en høst eller ej. Det er også nogle uforudsigelige faktorer, først og fremmest vejret der bestemmer det. Og så forstår vi måske også, når vi ser ud over verden, at det er altså ikke kun fordi vi i nordeuropa er specielt effektive og flittige og begavede, at vores landbrug giver så store udbytter. Det har altså også at gøre med, at vi er velsignet med et klima som normalt er nogenlunde stabilt og forudsigeligt, så vi kan være nogenlunde sikre på, at de afgrøder vi sår i jorden også kommer til at give udbytte.

Det bringer os ind på de tre bibelske tekster vi har hørt i dag. Først fortalte Jobs Bog om Gud, som netop er herre over det, som vi ikke er herrer over:  om der falder regne eller ej fx Og som alligevel selvom han som universets skaber er fjern og ubegribelig, er en magt, som hører og forstår et menneske og som vi kan lægge vore sorger og glæder frem for. Så hørte vi Paulus fortælle om Gud der er herre over liv og død, som har vist sin magt, både ved at lade Jesus opstå fra de døde, men også ved i sit arbejde på at gøre udbrede sit rige bruger et menneske, nemlig Paulus selv, der tidligere af al magt har forsøgt at modarbejde dette rige. Og så er der endelig Jesu lignelse om farisæeren og tolderen. Forskellen mellem de to er, at den ene er sikker, den anden er usikker. Farisæeren er bevidst om at han har gjort alt, man kan forlange af ham og, og det takker han Gud for. Og det kender vi da godt, når vi har lavet et eller andet og virkelig gjort os umage. Bygget et skur fx, eller sat en kage i oven. Vi kender da godt fornemmelsen af, at har vi gjort alt lige efter bogen, så skal resultatet også blive godt. Og så er det jo trist, hvis den første dag med kuling viser, at skuret måske ikke var helt så solidt, som vi havde planlagt det. Eller hvis kagen, når den kommer ud af ovnen, synker sammen til noget der ligner en punkteret fodbold.

Stykker fra Jobs bog fortæller os, at det ikke er os, vores indsigt og dygtighed, der holder verden oppe, men det er Gud. det er Guds magt, Guds styrke vi skal støtte os til. For det er fra ham alting kommer: den verden der omgiver os, de afgrøder vi lever af, den historie vort liv udspiller sig i.

Lignelsen om tolderen og farisæeren fortæller os, at i det øjeblik vi tror at vi har fod på tilværelsen i så høj grad at vores liv og lykke udelukkende afhænger af vores egen viljestyrke og moral eller dygtighed og flid, da har vi taget fejl. For tilværelsen er ikke skruet sådan sammen, at vi kan gennemskue den og manipulere med den til vores egen fordel. I nogle sammenhænge kan vi ganske vist. Det er det, der er så forvirrende. For så er det, vi tror, at hvis bare gør ligesom vi gjorde sidste år eller ligesom konsulenterne siger vi skal gøre, så er den helligegrav velforvaret. For det kan jo gå godt både fem og ti og tyve år i træk. Indtil alt lige pludselig opfører sign helt anderledes end vi er vant til. Og så er det sådan set lige meget om det er vejret eller aktiemarkedet, vi taler om.

Måske lever vi i virkeligheden lidt som mus i en kornmark. Der er fantastisk. Der er skygge, der er læ, vi er i sikkerhed for rovfugle, og vi kan høre ræven på lang afstand, når den maser sig henimod os gennem kornet. Og oven i køber bliver der mere og mere mad for hver dag, der går. Indtil der en dag lyder en skrækkelig rumlen. Og pludselig er maden væk, Vi er fuldt synlige for alverdens rovfugle og ræve. Vinden suser hen over os og regnen plasker ned i vores huller og to dage senere kommen der en harve og gør ende på det hele.

Lignelsen fortæller os: når vi tror at vi er i sikkerhed og tryghed i kraft af vores egen indsats, så er det en illusion. Det holder en tid, men en dag er det forbi. Men når vi lægger vort liv i Guds hænder tager livets som det kommer som en gave af hans hænder, stoler på at vi under alle forhold er og bliver hans elskede børn, så er det aldrig forbi. Så består det tværtimod i al evighed.

Jamen hvordan kan vi så være sikre på at vi ikke går til grunde? spørger vi mistroisk.

Vi kan overhovedet ikke være sikre på nogen ting, bortset fra dette ene, at hvad der end sker, så kender og følger og elsker Gud, universets herre og skaber os, uanset hvordan det går os, så Gud holder os i sin hånd.

Så lad os for en stund glemme os selv og det vi kan og ved og i stedet sige Gud tak for, at han lod regnen falde  og holde op igen, at han lod solen skinne, lod kornet og alt det andet vi lever af spire og gro, så der bliver en høst. Der kan mætte os, også i den vinter som venter.

Amen.

10. søndag efter trinitatis

4 Giv mig Gud

448 Fyldt af glæde

289 Nu bede vi den Helligånd

348 Tør end nogen

438 Hellig, hellig, hellig

477 Som korn

7 Herre Gud

Som by betragtet er Jerusalem ikke noget særligt. Den er ikke ret stor. Den har ingen handelsmæssig, industriel eller økonomisk betydning. Til gengæld har den en kolossal symbolsk betydning. Det skyldes, at kong David for 3000 år siden gjorde den til israelitternes hovedstad og hans søn Salomo byggede et templet for Gud i byen og bestemte, at dette var det eneste sted i landet Gud måtte tilbedes. Sidenhen da jøderne blev fordrevet fra deres land blev Jerusalem symbolet for alt det de havde mistet. Symbolet ikke bare for deres land og nationale selvstændighed, men  ligeså meget symbolet for det nære forhold mellem Gud og dem,  symbolet for at de var det folk Gud havde udvalgt. Men Jerusalem har jo ikke kun symbolsk betydning for jøderne. Det har den også for os kristne. Og for os er betydningen især, at Jerusalem var rammen om Jesu lidelse, død og opstandelse. Det evangeliestykke, vi har hørt i dag, stammer fra fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag. Mens Jesus sidder på sit æsel på vej op mod Jerusalem fortæller Lukas, at han standser op og græder ved synet af byen, fordi den ikke vil følge Guds vilje, men kun vil leve efter sin egen vilje og fordi den ikke fatter, at nu hvor Jesus rider ind i byen, nu har den muligheden for at alt skal blive godt, hvis den vil tage imod det, han bringer den.

For os kristne bliver byen altså ikke så meget symbol for Guds tilstedeværelse og Guds udvælgelse, sådan som den gør for jøderne, For os bliver Jerusalem i stedet et symbol på os selv: en menneskehed, der har vendt sig bort fra Gud og som ikke vil leve efter Guds, men kun efter vores egen vilje.

For at at gøre det hele ekstra forvirret har Jerusalem endvidere en kolossal betydning for muslimerne, fordi Jerusalem er stedet, hvorfra koranen fortæller at Muhammed foretog sin himmelfart. Så Jerusalem har ikke bare symbolsk betydning for verdens 14 millioner jøder. Men også for de 3½ milliard kristne og muslimer, der bor ud over jorden.

Jesus græder i stykket vi hørte over, at byen ikke ved hvad der tjener til dens fred. Og straks han er kommet ind i byen, begynder han at drive de handlende og vekselererne ud af templet. De to ting hænger nært sammen. Det der tjener til et menneskes fred er at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Sådan er det, fordi det er Gud der har skabt os og gjort os til dem, vi er. Templet er ”Guds sted”, det sted hvor mennesker samles for at tilbede Gud. Men netop for der samles mange mennesker i templet er det også et sted, det er godt at lave forretninger. Og der med har vi to helt modsatte forhold placeret lige over for hinanden: Guds vilje med mennesker og menneskers vilje til at gøre deres egen lykke. Den måde vi mennesker først og fremmest søger vores lykke på er ved at arbejde og ved at handle. Så når Jesus smider de handlende ud af templet siger han dermed: Her er det ikke jeres egen vej til lykke, men Guds vej til menneskers lykke, det skal handle om.

Gu8ds vej til menneskers lykke er det Jesus havde brugt hele sit liv på at udbrede, lige siden han ved sin dåb i Jordanfloden havde hørt selv Gud kalde ham sin elskede søn. Han havde i bogstavelig forstand brugt sit liv på det. Han havde ikke blot talt om det i ord, men han havde vist det i handlinger og til sidst, ganske kort efter de begivenheder, vi har hørt om i dag, viste han det med sin død: Guds vej til menneskers lykke er livet i ubetinget kærlighed. Gud er hele verdens skaber, al tings skaber. Derfor er Guds vilje med sit skaberværk ikke partiel lykke, men altomfattende lykke. Nar vi mennesker tænker på lykke, tænker vi næsten altid på lykke for os selv. Vi affinder os med at der er lidelse og ulykke i verden, når det nu ikke kan være anderledes, men vi vil forfærdeligt gerne selv være lykkelige, også selvom der er andre, der ikke er det. For Jesus er dét meningsløst. Han ser verden fra Guds perspektiv. Og da Gud elsker den verden han har skabt, falder han først til ro i det øjeblik alle hans skabninger er glade på samme tid. Set fra det perspektiv er det at et enkelt menneske eller en enkelt gruppe mennesker kæmper for deres egen lykke på bekostning af andres lykke udtryk for, at Guds skaberværk er ved at gå i stykker. De indbyrdes kampe mellem mennesker og arter er ikke udtryk for tingenes naturlige orden, men det er udfryk for at der er opstået dybe revner i skaberværket, som er ved at får det hele tiul at falde sammen.

Jamen det er jo vanvid, kan man indvende: enhver v ed at  det er naturens orden at vi skal kæmpe mod hinanden om plads og ressourcer at kun den stærkeste overlever.

Det er rigtigt, at sådan ser den virkeligghed, vi lever i, ud. Men Jesus levede altså ud af et syn, en vision, der sagde noget <andet. Jesus levede ud af en vision, der lignede den, profeten Esajas et halvt årtusinde tidligere havde talt ud af: ingen skal gøre hinanden ondt, hverken mennesker eller dyr, verden skal fyldes af endeløs fred, med alle væsner, al ting. Og for Jesus begyndte denne tilstand ved at  at det går op for mennesker, at vores liv hviler på en uendelig kærlighed til os fra vores skaber. Og når denne kærlighed som selve forudsætningen for vores liv og tilværelse  går op for os, så tager den os i besiddelse og begynder at virke gennem os også, sådan at vi langsomt og stykkevis føjes sammen i en et fællesskab, der udelukkende bygger på kærlighed, et fællesskab hvor der ikke er plads for andre interesser, fordi kærligheden fylder alt. Hele pointen er, at det er et fællesskab som kun kan opbygges nedefra. Det kan kun opstå ved at lysten og tgrangen til at pleje hinandens interesser opstår og vokser hos menneske efter menneske. På en måde er det et uendeligt skrøbeligt foretagende, for blot en enkelt begynder at søge sin egen lykke i stedet for alles lykke, går det galt. På den anden side er det udfoldelsen af selve skaberens tanke med verden og dens mennesker og andre der væsner, der her udfoldes. Og derfor er det til syvende og sidst det eneste, der kan holde sammen på verden, det eneste, der kan hindre verden i at forgå.

For mig er dette her noget jeg tænker på, stort set hver gang jeg åbner en avis. Ikke mindst i denne tid, hvor vi dagligt ser, hvordan sultkatastrofen i Afrika griber om sig. !0 millioner mennesker sulter i øjeblikket i Nordøstafrika. Det er 2 gange Danmarks befolknin, der hver dag vågner op til et liv i grundlæggende lidelse. Og det sker i en situation, hvor der produceres fødevarer nok i verden til at alle kunne blive mætte, hvis de bare blev fordelt ordentligt. Det er for mig et forfærdende og o9vermåde tydeligt udtryk for, at Jesus har ret: verden bliver først som den skal være, når vi alle, helt fra bunden begynder at ville hinandens liv og lykke. "All you need is love", sang The Beatles. Og selvom det er uudholdeligt banalt er det også uomgængeligt rigtigt. Det der tjener til vores fred er at vi opdager og overbevises af, at verden og vi er skabt i kærlighed og at kun kærli8ghed får vores liv og verden til at hænge sammen.

Amen.

9. søndag efter trinitatis

Tekster:  Ordsp 3,27-35, 1 Joh 1,5-2,2, Luk 16,1-9

Salmer: 15, 292, 696, 518, 477, 11

Vi har hørt en fortælling om en mand, der ikke var i stand til at yde det han skulle. I stedet forsøgte han at snyde sig fra det og slap godt af sted med det. En helt igennem umoralsk historie, og alligevel står den i Biblen, og netop denne snyder og bedrager bliver fremhævet som et eksempel til efterlevelse. Hvad er det dog for noget?

Fortællingen handler om skyld. Og skyld hænger i kirken næsten uløseligt sammen med synd. Mange mennesker bliver meget trætte og trækker med det samme et usynligt gardin ned, når de hører ordene synd og skyld. For i kirken har man gennem tiderne talt rigtigt meget om at vi mennesker er syndere, og at det gælder om at bekende sin skyld for ikke at dømmes til evig fortabelse. Men hvad betyder det egentlig dette med synd og skyld? Og hvad betyder det for os der lever i en sammenhæng, hvor de gamle kirkelige ord og begreber bliver mere og mere fjerne?

Lignelsen vi har hørt er egentlig et meget godt billede på hvad det drejer sig om dette med synden og skylden. Manden vi hører om er forvalter. Hele ideen med at have en forvalter er at han på ejerens vegne skal sørge for at hans ejendom holdes i bedst mulig stand og giver bedst muligt afkast. Så manden i fortællingen duer ikke til at være forvalter, for i stedet for at passe på de værdier, han er betroet, siver de væk mellem fingrene på ham.

Og det er lige præcis det, der er kernen i kirkens tale om synd og skyld. Vi har fået et liv i verden med den helt bestemte opgave at leve vores liv i gensidigt samspil med vore medmennesker og vore omgivelser, sådan at livet bliver godt og fuldt af glæde for alle på samme tid. Det ligger i den befaling Gud ved skabelsen giver mennesket, at det skal gøre sig til herre over den verden, Gud har skabt god. Det specificeres i moselovens mange bestemmelser om hvordan menneskelivet skal leves. Og det uddybes når Jesus i NT sammenfatter moseloven i at et menneske skal elske Gud og elske sin næste.  Gud har skabt verden god og han har sat mennesket til at sørge for at verden bliver ved med at være god ved at leve sit liv i kærlighed. Og det er her det går galt. For livet er ikke godt og fuldt af glæde for alle på samme tid. Livet er godt og fuldt af overflod for nogle mennesker, mens andre mennesker lever i lidelse, fattigdom og sult fra de fødes til de dør. Og dét er et udtryk for, at vi mennesker ikke duer til at være forvaltere af Guds gode verden. De trætte, tomme øjne hos sultkatastrofens ofre i Somalia og andre steder fortæller om, at vi som menneskehed har ødet vores herres ejendom væk. For verden er jo ikke vores ejendom. Vi er sat til at drage omsorg for den, men ingen har givet os lov til at skalte og valte med den som det passer os. Synd har tit været identificeret som bestemte syndige handlinger, som man underforstået bare kunne lade være med at gøre. Det passer imidlertid ikke særligt godt med den måde, Biblen taler om synd på, for her ser det ud som om synd er en tilstand, man hænger uhjælpeligt fast i, med mindre der kommer en udefra og befrier en fra den.

Måske ville det være bedre at gengive synd med uduelighed. For det er jo det, der er sagen i Biblens beskrivelse af mennesket. Mennnesket er skabt til at være Guds forvalter over verden, men forvaltningen går rigtig, rigtig skidt, al den stund, mennesker sulter og lider nød, dyrearten uddør, jordens klima går amok, skovene forsvinder, ørkenerne breder sig, alt det vi dag efter dag ser rullet op for vore øjne på TV-skærmene og på avisernes forsider. Mennesket skulle være forvalter af den gode jord, Gud har skabt, men forvalteren duer ikke og den gode jord bliver mindre og mindre god for hver dag der går.

Og her er det så, vi forvaltere af jorden, der lever nu og ser frugterne af vore forfædres og vor egen lemfældige omgang med det betroede gods, vi skal tage ved lære af fortællingen, vi har hørt.

For der var en forvalter, der ikke duede til at være forvalter. Og da han blev fyret, hvad skulle han så gøre. Han begyndte i stor stil at eftergive gæld på sin herres regning for at han kunne få venner der stod i taknemmelighedsgæld til ham og derfor måtte tage sig af ham, når han ikke længere havde noget arbejde at leve af. På sin egen bagvendte måde begyndte forvalteren, da han mærkede jorden brænde under sig at gøre det, vi skulle have gjort hele tiden. Han blev bevidst om sin afhængighed af andre og begyndte at drage omsorg for andre. Med den bagtanke at de så også skulle drage omsorg for ham ganske vist. Men hvad gør det? De andres gæld blev skrevet ned. De blev glade. De fik nye muligheder, fordi de ikke længere var tynget af den gæld, de bar rundt på. Og ejeren af det hele, han var tilsyneladende så velbeslået, at de tab han led var til at bære, så  han ovenikøbet kunne more sig over den uduelige forvalters opfindsomhed.

Når det går op for os, at vi ikke har evner og format til at bestyre den jord, vi er sat til at bestyre, hvad skal vi da gøre: vi skal begynde at tage os af hinanden. For Vorherre vil formodentlig ikke give os en klækkelig, evig pension for god og tro tjeneste, når han ser sin afbrændte, lidende jord. Og så har vi kun hinanden at falde tilbage på. Og det var jo det, Jesus sagde til os: tag jer af hinanden. Hold af hinanden. Hjælp hinanden. Støt hinanden. Så vil i til jeres forundring opdage, at ligesom I holder af hinanden, hjælper hinanden, støtter hinanden, sådan holder jeres far i himlen af jer, hjælper jer, støtter jer.

Det er ikke de tab Vorherre lider, vi skal bekymre os om. Han er rig nok til at bære hvert eneste tab vi måtte påføre ham. Men vi skal tage os af hinanden og bekymre os om hinanden og jorden vi lever på. Det er det, vi er sat i verden for. Og Guds overstrømmende kærlighed til os viser sig ved, at det vi er sat i verden for, at leve i glæde med hinanden og det øvrige skaberværk, det bliver ved at være en mulighed for os dag efter dag, uanset hvor meget det er lykkedes os at forplumre det hele. Livet i verden sammen med vore medmennesker, det er Guds gode gave til os, og den er ny og ubrugt og uspoleret hver morgen, vi får.

Hvad så med ofrene for vores uduelighed? Hvad skal der blive af dem? Det er en helt anden prædiken. Det er en prædiken om at Gud selv træder ind og gør det godt, vi har ødelagt. Den prædiken skal  I nok få også, men ikke i dag. I dag handler det om os. Det handler om at vi ikke er opgivet og kasseret, men at Gud stadig rækker os den gave, han har rakt os siden skabelsens morgen i håbet om, at vi en gang vil finde ud af at bruge den rigtigt

Så lade os tage gaven op i dag og bruge den som den er tiltænkt os til glæde for os alle på samme tid og på alle steder.

Amen.

7. søndag efter trinitatis 2011

Tekster: Sl 126, Rom 6,19-23, Luk 19,1-10

Salmer:

Vejby 9.00

747 Lysets engel

298 Helligånden trindt på jord

14 Tænk at livet

42 I underværkers land (mel. Op al den ting)

Lihme 10.30

3 Lovsynger Herren

651 Vor klippe vi slippe

298 Helligånden trindt på jord

14 Tænk at livet

477 Som korn

42 I underværkers land (mel. Op al den ting)

Der er adskillige af fortællingerne af og om Jesus som handler om, at udstødte mennesker drages ind i fællesskabet. Der er lignelserne om den fortabte søn og den barmhjertige samaritaner. Der er fortællingerne om den blødende kvinde, kvinden der var grebet i utroskab, de ti spedalske og mange andre fortællinger. Og så er der også fortællingen om tolderen Zakæus, som vi har hørt i dag.  

Så det må være noget afgørende vigtigt dette med at alle skal høre med, ellers blev det vel ikke fortalt så tit.

Zakæus var overtolder i Jeriko. Og han var rig, hører vi. Det var ikke så sært, han var rig, for Jeriko var et af de vigtigste toldsteder i jødernes land. Her kom karavanerne fra Damaskus og fra de arabiske områder mod syd med deres vareladninger til storbyen Jerusalem. Zakæus var ikke toldbetjent, som vi kender det. Men han havde forpagtet retten til at opkræve told af romerne, og så har han haft ansat toldbetjente, der skulle gennemgå vareladningerne og opkræve afgifterne til ham.

Når vi hører om Zakæus, at han klatrer op i træ for at se Jesus, er det selvfølgelig ikke lige hvad vi forventer af en rig og mægtig mand. Men det hænger nok sammen det, vi hører lidt senere, at alle var sure og forargede over, at Jesus efter at have fået øje på ham tog med ham hjem og spise til middag hos ham. For Zakæus har ikke været nogen populær mand. Det var jo ham der sørgede for at der blev opkrævet told og afgifter. Hans rigdom var hentet direkte op af folks lommer, fordi han kunne kræve afgifter af alt lige fra slaver til krydderier som mynte, dild og kommen. Ydermere var han gået i tjeneste hos romerne. Han var landsforræder. Og han var frafalden fra den sande tro, fordi han som romernes lakaj måtte sætte deres forhadte romerret over Guds eget folks lov, moseloven. Så der var nok at være forarget over. Så samtidig med at Zakæus var en rig mand, var han altså også en ensom mand, en mand uden venner, fordi han havde solgt sig selv for penge. Derfor klatrer han op i et morbærfigentræ for at se Jesus, for skjult af træets blade kan han se, hvem der går forbi, uden at folk kan se ham og begynde at råbe ad ham eller kaste sten efter ham. Men Jesus ser ham. Og måske skal vi forstå det som et udslag af hans guddommelighed, der gør, at intet eller ingen kan skjules for ham. Jesus tager ind hos Zakæus og spiser til middag hos ham. Og dermed siger han både til Zakæus og til alle de sure folk på gaden og også til os: Guds frelse af mennesker handler om, at alle kommer med i Guds fællesskab. Ikke kun dem, vi kan lide eller dem, vi går og regner med som fromme ordentlige mennesker, men også alle de kropumulige, asociale individer, som ingen drømmer om at have noget med at gøre. Og vi hører også i evangeliefortællingen, hvordan Guds riges fællesskab nærmest må kaldes et selvopretholdende og selvudviklende fællesskab. For tolderen bliver så glad over at få Jesus som gæst, med den anerkendelse fra den hellige mand, som dét indebærer, at han giver halvdelen af sin ejendom til de fattige og betaler alle, han har snydt, de skader, de har lidt 4-dobbelt tilbage. Dermed fortæller den lille beretning os, hvad det er, der sker, når Gud opretter sit rige: vi bliver revet ud af vores selvkredsen og selvtilstrækkelighed. For Guds kærlighed tager magten over os og i os og begynder at regere i os.

Som så ofte er Jesu ord også i denne fortælling et tveægget sværd. For det første handler fortællingen om, at hos Gud er alle grænser brudt ned. Der er der ingen, der er holdt ude. Heller ikke selvom man selv har gjort sig umulig blandt andre mennesker ved sin umoral, grådighed, troløshed eller hvad man ellers kan bringe sig i miskredit med hos sine medmennesker. For hos Gud bliver alt nyt. I Guds rige virker Guds kærlighed med en så voldsom forvandlende kraft, at alt hvad vi kan komme af sted med at ødelægge livet med for hinanden svinder ind til ingen ting, fordi vi der begynder at leve sammen med hinanden i kærlighed uden at andre interesser og hensyn end kærlighed gør sig gældende.

I disse dage tumler vi alle med den ufattelige kyniske ondskab som Anders Breivik udfoldede i Oslo og på Utøya. Og mange spørger sig selv: kan et sådant monster af et menneske finde plads hos Gud. Eller Saddam Hussein, som vitterligt havde utallige menneskers liv på sin samvittighed, og som hans landsmænd med støtte fra deres vestlige allierede dømte til døden og henrettede, kan han finde plads hos Gud? Eller præsident Assad i Syrien, hvis soldater i disse dage, ja måske i dette øjeblik myrder løs blandt landets egne borgere, kan han høre hjemme hos Gud? Ja, det ved jo da når alt kommer til alt kun Gud selv. Men evangeliet om Jesus fortæller os, at hvis et menneske overvældes af Guds kærlighed og opdager den endeløse kærlighed, der vises ham, så vil dette menneske forvandles i bund og grund, så der ikke længere er noget at hade eller foragte, ligesom vi der hader og foragter andre også forvandles så grundlæggende, at vort had og vor foragt fordamper og forsvinder som sommermorgenens tåger for solens brand.

Som kristne skal vi bede om denne forvandling af os selv og af andre, så Guds kærligheds ånd må gribe os, lukke os op, så vi alle tager imod Guds kærlighed og nyskabes ved den.

Amen.

6. søndag efter trinitatis 2011

Salmer:  Rødding 9.00: 748, 492, 696, 728
Lem 10.30: 321, 397, 492, 696, 477, 728

Tekster:  5 Mos 30,11-14, Rom 6,3-11, Matt 5,20-26

I kirken hører man tit ordene ”lov og evangelium”. Ordene bruges næsten som en slags koder. Det forudsættes, at man ved, hvad ordene dækker over. Så kommer man i kirke uden særlige kirkelige forudsætninger, kan man godt blive lidt mystificeret. Ordene ”lov og evangelium” bliver brugt rigtigt meget, så man forstår hurtigt at de må betegne noget betydningsfuldt. Man forstår også ret hurtigt at de to ord ikke dækker over det samme. Ordene bruges ofte som modsætninger. Men hvad de præcis betyder, er det ikke så ligetil at få fat i. Der er mennesker der har gået i kirke et helt liv, uden helt at forstå det.

Det er jo sådan med koder, at de er et sprog for de indviede. Færdes man i computerinteresserede kredse, så er der visse spørgsmål, man kvier sig ved at stille, fx om hvad byte eller ram egentlig er. Det ville jo udstille at man slet ikke hører til i kredsen af de indviede. Så hellere holde mund, og blive i sin uvidenhed. Sådan er det også med de kirkelige ord, lov og evangelium. Spørger man i en kreds af kirkegængere: hvad er det egentlig lige evangelium betyder, og hvad er egentlig forskellen på lov og evangelium, har man så ikke tydeligt demonstreret, at man i virkeligheden slet ikke hører med? Det værste er næsten, at stiller man så alligevel spørgsmålet, så kan man være stensikker på, at en venlig sjæl vil sige: evangelium betyder godt budskab. Og det bliver man jo ikke så meget klogere af. For hvad er det egentlig for et godt budskab. Og hvordan er det i grunden med det gode budskab og loven? Er det ligesom hvis man får at vide: du måtte kun køre 60 dér. Og så straks efter: men du var heldig, for den hvide bil i vejkanten var bare elektrikeren der snakkede i mobil og ikke nogen fotofælde?

Eller også får du at vide: loven det er noget med Det gamle Testamente og evangeliet, det er noget med Jesus og Det nye Testamente.  Men er det så evangelium, når Jesus i det stykke fra Matthæusevangeliet vi hørte lige før, siger, at det ikke er gjort med at man ikke må begå drab, men må overhovedet ikke blive vred på et andet menneske?

Nej begge dele er det, vi i kirken kalder lov. Loven fortæller, hvad der er rigtigt og forkert i den verden, vi lever i. Det rigtige og forkerte findes altså på forhånd som forskellige former for menneskelig adfærd, men loven går ind i den virkelighed vi lever i og siger: det og det må du gerne gøre, det og det skal du gøre, og det og det må du ikke gøre. Hvad enten det nu er moseloven eller en hvilken som  helst anden lov er lige gyldigt. Loven forholder sig altid til den virkelighed, der er, og deler den op i tilladt og forbudt. Så når Jesus i teksten i dag siger: du må ikke blive vred, du må ikke kalde din bror en idiot, du skal forlige dig med dem, der er vrede på dig, så er det alt sammen lov lige som moseloven. Og Jesus siger i øvrigt, at når han siger hvad man må og ikke må, så sætter han ikke moseloven ud af kraft, men han skærper moseloven og tydeliggør den. Men hvis selv det Jesus siger, er lov, hvad er det så der er evangelium?

Evangelium er den samlede fortælling om Jesus, fordi Jesus jo ikke lader det blive ved at formulere en ny og skærpet udgave af moseloven. Men han fortæller og viser os samtidig, at selvom vi er så grundigt indflettet i den blanding af godt og ondt, som verden er, at vi nødvendigvis alle må blive ramt af lovens fordømmelse, fordi vi ikke kun er gode, men også onde, så er Guds kærlighed til os så stærk, at han ikke vil lade os at gå til grunde, men han vil redde os ud af den ødelæggelse, som ondskaben i verden og i os truer med at bringe over os. Så evangeliet er: at vi reddes ikke i kraft af vores egen godhed og ordentlighed, men i kraft af Guds godhed og kærlighed.

Men hvad skal loven så til for, hvis ikke den fungerer som et middel til at tvinge os til at blive gode mennesker?

Lovens vigtigste opgave er hele tiden at minde os om, at når noget går galt, så er det ikke kun en enkelts skyld  og ikke kun nogle andres skyld. Når noget går galt, så skyldes det, at vi alle sammen er påvirkede og bestemt af onde og ødelæggende kræfter, der fører til ødelæggelse af menneskers liv og glæde.

Det har været nævnt i forbindelse med den norske massemorder Anders Breivik i den sidste uge, at der er en forbindelse mellem den mere rå tone, der nu igen hersker i den politiske debat i Europa og så de uhyrligheder, han har begået. Naturligvis gør det hverken hans skyld mindre eller større, at det er blevet mere almindeligt politisk at skælde hinanden ud for de mest infame ting. Der er immervæk forskel på at sige om andre, at de er landsforrædere, og så at begynde at skyde folk ned, fordi man betragter dem som landsforrædere. Alligevel fortæller tragedien i Oslo os alle sammen, at vi skal være umådeligt påpasselige med hvilke ord, vi bruger om hinanden. For ord har det med at skabe den virkelighed, de taler om. Og har man længe nok talt om landskadelighed og krig mellem kulturerne, så ender man med at have fremkaldt den krig, man malede op i ord.

Når vi hører Jesu ord i dag om, at alene det at blive vrede på hinanden er en forbrydelse, så er dette mærkelige udsagn pludseligt blevet fuldt af mening, nu hvor vi har oplevet rædslerne i Norge. Vi har i al tænkelig gru set, hvad der kan ske, når et menneskes vrede får lov at vokse sig stor og ond og ødelæggende.

Men kan man tvinge sig selv til ikke at blive vred? De fleste har vist oplevet, hvordan vreden kan komme sivende og boblende op i én trods alle ens gode intentioner.  Men måske har I også oplevet, hvordan et meget vredt menneske kan falde til ro, og hvordan vreden igen kan sive ud af det som luften siver ud af en ballon der punkteres, når et andet menneske møder sådan et vredt menneske med kærlighed og stryger det beroligende over håret, og holder ømt og beskyttende omkring det? Det er sådan, Jesus gør i evangeliet. Han møder vores vrede og mistro med kærlighed. Gud elsker jer, siger han til os. Guds kærlighed er ikke betinget, af hvordan du opfører dig. Eller af hvad du tror eller mener. Gud elsker dig. Gud stiller også en række krav til dig, sådan som det fremgår af moseloven og af Jesu bjergprædiken. Men Guds kærlighed til dig er ikke afhængig af om du opfylder hans krav eller ej. Faktisk er det vel sådan at Guds krav til os udspringer af hans kærlighed til os, fordi han gennem kravene viser os, hvordan livet skal leves for ikke at ødelægge sig selv. Men Gud møder ikke vores vrede og de andre måder vi overtræder hans lov på med vrede. Han møder vores fejl og brist med tilgivelse og kærlighed. Han tager os til sig og kalder os sine elskede børn i håbet om at hans kærlighed vil overvinde alt ondt og ødelæggende i os, sådan at kærligheden skal blive den magt der råder ikke bare i ham, men også i os.

Ordene vi har hørt i dag om at ligesom man ikke må slå hinanden ihjel, må man heller ikke blive vred på hinanden, kan ikke stå alene. De giver først for alvor mening, når vi hører dem sammen med evangeliet: Gud elsker dig uden betingelser, uden grænser og uden forbehold, og ligesom Guds kærlighed er så vældig, at den ikke giver plads for nogen vrede, sådan skal det også være med dig. Først når vi hører ordene på den måde er loven og evangeliet kommet i det rette forhold til hinanden, hvor evangeliet om Guds kærlighed er overordnet og forudsat al tale om, hvad man skal, må og ikke må. Guds kærlighed kan ikke rokkes af vore gode eller onde gerninger. Men måske kan vore onde gerninger formindskes og måske kan vore gode gerninger forøges, når de mødes af Guds kærlighed.

Amen.

5. søndag efter trinitatis 2011

493, 309, 289; 147, 477, 6.

Tekster:  Es 6.1-8, 1.Pet. 3.8-15, Luk 5.1-11

Det er ikke muligt for mig at holde en prædiken i dag uden at begynde med at komme ind på de forfærdelige begivenheder i Norge. Bomben i Oslos centrum med de drab, lemlæstelser og ødelæggelser den førte med sig, og dernæst massakren på Utøy med de frygteligt mange dræbte og sårede. Norge ligger ikke langt væk. Og de fleste af os føler sig vel i særligt grad beslægtede med nordmændene. Så det er ikke bare en af så mange andre forfærdelige begivenheder i verden, der er tale om. Det er en tragedie, ja en katastrofe blandt vore egne nærmeste, der er tale om. En katastrofe som kun kan vække vor dybeste medfølelse med dem, den er gået ud over. Endnu en grund til at tage begivenhederne op i dag er, at den formodede gerningsmand tilhører en fundamentalistisk kristen og nationalistisk kreds. En tredje grund er det ordvalg, den norske statsminister Jens Stoltenberg brugte, da han omtale massakren på Utøya. Den lille ø, hvor socialdemokraternes ungdom gennem mange år har holdt deres sommerlejre, blev på ganske kort tid forvandlet fra et paradis til et helvede. Dermed er begivenhederne sat i relation til det, der er kristendommens egentlige anliggende: at helvedes magt skal opløses og at Paradis skal genåbnes for den menneskehed, som er lukket ude fra det.

Det blev antydet i TV lørdag, at ugerningerne i Norge måske er udført af en kristen nationalist optændt af vrede over arbejderpatiets indvandrerpolitik. Ingen kender endnu sandheden om terroraktionen, hver der stod bag den og hvad motivet var. Men alene det at kristen fundamentalisme er blevet nævnt i forbindelse med ugerningen er grund nok til fra en kristen prædikestol at slå fast at kristendom og vold for slet ikke at tale om terror er i direkte modstrid med hinanden. Ja, magtanvendelse i det hele taget er set fra en kristen synsvinkel noget yderst betænkeligt, sådan som det også fremgår ar den epistel, vi har hørt i dag ” Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.”  Af og til hører man kristne henvise til det gamle Testamente og  bestemmelserne om gengældelse, udryddelse af fjender og straf over syndere etc. Men for en kristen er moselovens og Det gamle Testamentes bestemmelser om straf passé. Kristen er man, når man tror på Jesus Kristus, og Kristus har udtømt loven og ladet al straf og retfærdig vrede ramme sig selv. Som kristen har man derfor kun ét eneste sted at gøre af sin vrede: man må gå til Kristus med den. Og Kristus ser på os ud af sin sønderpiskede, korsfæstede, lidende krop og siger til os: dette er er jeg gået igennem for at opfange og standse jeres vrede. Intet menneske kommer forbi Kristus med sin vrede i behold. Vil man insistere på sin vrede, må man vende Kristus ryggen og fornægte ham. At tro på Kristus, det er at bøje sig for at han har ladet sig ramme af al vrede også ens egen, så der nu ikke længere er nogen legitim og retfærdig vrede, der kan kræve oprejsning og hævn. Jeg citerer igen dagens epistel: ” Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte.” At tro på Kristus, det er at overgive sig til ham, lade ham tage ledelsen og bøje sig ind under hans autoritet.

I evangeliet i dag møder vi det første eksempel på kristen tro som overgivelse til Jesus. Simon er fisker ved Genezarethsøen. Og netop på denne egn har der været røre de sidste dage. En ung, omvandrende tømrer, Jesus fra Nazareth er kommet til egnen. Og han er gået omkring og har prædiket om Gud på en måde som folk ikke havde hørt før. Han omtaler Gud som sin far i himlen. Og han fortæller at Gud snart vil oprette sit rige og at folk skal vende om fra, hvad de hidtil har troet og tænkt, og tro på Jesus, hvis de vil ind i dette rige.  Ud over at prædike har Jesus også helbredt adskillige syge. Og netop det, har haft særlig betydning for Simon, for hans svigermor er blandt de mennesker, som er blevet helbredt af Jesus.

Som sagt er Simon fisker. Han kender søen ud og ind. Han ved, hvor fiskene står og han ved, hvornår fiskene er til at fange. Og netop denne morgen er Simon noget tvær og modfalden, for han og hans kammerater har fisket hele natten uden at fange noget. Nu kommer Jesus, mens Simon sidder og ordner garnene og spørger om ikke Simon kan ro ham lidt ud på søen, for der er sådan en trængsel af folk omkring ham når han prædiker, at der ikke er nogen, der kan høre, hvad han siger. Simon ror ud og Jesus taler. Da prædikenen er forbi, opfordrer Jesus Simon til at ro ud og kaste nettet i søen. Simon har fisket hele natten uden at fange noget. Nu er det blevet dag, og normalt er det ikke nær så godt at fiske om dagen som om natten, så hele Peters fiskererfaring siger ham, at det ikke kan betale sig at sejle ud nu for at prøve at fiske. Alligevel gør han det. ”På dit ord vil jeg kaste garnene ud, siger han.” De ting Jesus har fortalt om Guds rige, og de ting han har gjort, - og vel især det at han har helbredt Simons svigermoder – betyder, at Simon har fået en sådan tillid til ham, at Jesu ord vejer tungere for ham end hans egen erfaring og hans egen dømmekraft, sådan at han nu handler ud fra ikke hvad han selv synes, men hvad Jesus siger. Og han gør det vel at mærke ikke af frygt, men han gør det fordi, Jesus har gjort så stort indtryk på ham, at han ikke kan lade være.

Det er vel i al korthed det, kristen tro går ud på: at stole mere på Jesus end man stoler på sig selv, på sin viden og erfaring eller på noget som helst andet.  Men man kan kun stole på Jesus i de sammenhænge, Jesus faktisk udtaler sig om. Det gælder forholdet til Gud: at Gud er vor far i himlen, som elsker os. Det kan vi ikke regne ud af os selv. Det ved vi kun fordi Jesus siger os det. Det gælder forholdet til vore medmennesker: at vi er hinandens søstre og brødre som børn af Gud, vor fælles far, og at vi skal elske vort medmenneske, som vi elsker os selv. Og det gælder forholdet til døden: at døden er overvundet, og at Jesus er gået i forvejen for os for at åbne adgangen for os liv i evighed hos Gud. Det er disse afgørende forhold i vort liv, Jesus udtaler sig om, og det betyder for os, at vi måhage os fast i hans ord, læse dem i Biblen, høre dem i kirken og gennem disse ord må vi lære at forstå os selv som Guds børn for så også at forsøge at leve som Guds børn: i tillid til Guds kærlighed, i kærlighed til vore medmennesker, og i uforfærdethed fordi vi ved, at hvad vor evige skæbne angår, så hviler den i Jesu trygge hænder.

Vi er rystede og forfærdede over de blodige begivenheder i Norge. Men uanset hvor vanvittigt og ondt mennesker opfører sig, må vi ikke lade had og hævntørst tage magten i os. Kristus døde for vor skyld. Han døde for at fri os fra Guds vrede. Og han døde for at fri os fra vor egen vrede, så vi ikke skal lade os styre og regere af vrede og bitterhed, men i tro på Jesus kan fastholde kærlighed, tilgivelse og forsoning som målet for vort liv sammen med andre mennesker. Hvad der end sker.

Amen.